Stalker grillede Rio Ferdinand i retten

- Vi ses snart, var afskeds-bemærkningen fra Suzanne Ibru, der nåede at 'grille' Rio Ferdinand i retten, før hun blev dømt for at genere fodboldspilleren

Rio ferdinand blev grillet af sin egen stalker i retten (Foto: AP)
Rio ferdinand blev grillet af sin egen stalker i retten (Foto: AP)

38-årige Suzanne Ibru benyttede sin ret til selv at afhøre Rio Ferdinand, da fodboldstjernen i dag skulle vidne i retten.

Hun var ellers anklaget for at forfølge Manchester United-spilleren, som i retten sagde, at han følte sig 'vred og ophidset' over, at hun gentagne gange var dukket op ved hans private hjem.

Efter at være blevet fundet skyldig, forlod hun i al hast retten, der bl.a. havde hørt at kvinden to gange havde forstyrret Ferdinand og hans kone Rebecca, 30, mens de sov.

Rebecca kunne ikke vidne, da hun i denne weekend fødte parrets tredje barn.

- Vi ses snart igen, lød afskeds-bemærkningen fra Ibru, da Ferdinand iført en trænings-trøje fra Manchester United, forlod vidneskranken.

Dommer Nicholas Sanders sagde ved domsafsigelsen ifølge Daily Mail:

- Mr. Ferdinand er en højprofileret fodboldspiller, der har krav på at kunne forvente at kunne være i fred i sit private hjem.