Udskældt Sunderland-manager tilbød at gå af

Få dage efter sin ansættelse i marts var Paolo Di Canio parat til at stoppe i Sunderland midt i en mediestorm

Sunderlands manager Paolo Di Canio tilbød Premier League-klubben at forlade trænersædet kort efter sin ansættelse i slutningen af marts.

Di Canio og Sunderland blev udsat for massiv kritik, da den italienske manager tidligere har udtrykt fascistiske holdninger. Di Canio tog dengang et møde med klubejer Ellis Short og tilbød at forlade klubben.

- Jeg sagde til ham, at han skulle fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Hvis det var et farvel, så var det ikke noget problem, for jeg ønskede ikke at være et problem for klubben, siger Paolo Di Canio til avisen The Independent.

Se også: Di Canio skrev historie på St. James' Park

- Hvis jeg ikke er et problem for dig (Ellis Short), så er det fint, for jeg er klar til at håndtere presset. Det er faktisk ikke noget pres for mig. Man kan svine mig til hele dagen - jeg er ligeglad.

- Men hvis du (Ellis Short) tænker: 'Måske, og vil lade mig gå', så vil jeg ikke have noget fra jer og forlade klubben.

- Han svarede, at han helt sikkert ville have, at jeg skulle blive. Du er vores mand, sagde han.

- Det var nok for mig, og så kunne jeg finde et nyt fokus. Jeg vil aldrig glemme det, han gjorde. Han gav mig en stor chance for at indfri min drøm om at blive manager på højeste niveau, forklarer Paolo Di Canio.

Italieneren blev ansat 31. marts i stedet for Martin O'Neill. Ansættelsen fik straks Sunderlands næstformand og tidligere politiker, David Miliband, til at stoppe i klubben på grund af Di Canios fascistiske holdninger.

Italieneren, som tidligere har været manager i Swindon, har dog senere afvist, at han skulle have fascistiske holdninger.

Se også: Di Canio afviser: Jeg er ikke fascist

Sunderland kæmper for overlevelse i Premier League og indtager en placering som nummer 15 med to spillerunder tilbage af sæsonen. Senere søndag møder holdet Southampton på hjemmebane.

0 kommentarer
Vis kommentarer