Liverpool henter landsholdsangriber i Chelsea

Daniel Agger skal fremover være holdkammerat med Daniel Sturridge, som Liverpool har hentet i Chelsea

Daniel Sturridge rykker nordpå. (Foto: AP)
Daniel Sturridge rykker nordpå. (Foto: AP)

Liverpool og Daniel Agger får nu lidt tiltrængt forstærkning til klubbens angreb i form af den engelske landsholdsspiller Daniel Sturridge.

Sturridge skifter fra Chelsea på en langtidskontrakt af ukendt varighed.

- Jeg er meget ydmyg og lykkelig over at være her.

- Manager Brendan Rodgers har sagt, at han regner med mig i lang tid, og jeg ser også mig selv være i klubben i lang tid.

- Jeg har ikke bare skrevet under for at være her i et par år og så smutte videre, siger den 23-årige angriber til Liverpools hjemmeside.

Luis Suarez har i denne sæson været ene om at bombe for Liverpool med 13 sæsonscoringer i Premier League.

Nu kan Suarez se frem til lidt hjælp fra Sturridge, der er noteret for fire landskampe for England. I sommer var angriberen også en del af det britiske hold ved OL i London.

Daniel Sturridge har i denne sæson haft svært ved at tilkæmpe sig en stamplads hos Chelsea, hvor han er noteret for 24 scoringer i 49 kampe over en periode på tre og et halvt år.

0 kommentarer
Vis kommentarer