Sur Ferguson: Latterligt og kaotisk

Manchester Uniteds manager, Alex Ferguson, er rasende over, at han risikerer at sende mange spillere til OL

De Olympiske Lege i London til sommer harmonerer meget dårligt med en professionel fodboldklubs minutiøse forberedelser til næste sæson.

Derfor er Manchester Uniteds manager, Alex Ferguson, rasende over, at han risikerer at måtte sende spillere som Wayne Rooney og Ryan Giggs til OL.

- Det er latterligt, helt kaotisk, siger Alex Ferguson ifølge BBC.

Manageren for det britiske OL-hold, Stuart Pearce, har lavet en liste på 80 spillere, hvor blandt andre Giggs og Rooney er med.

Enten EM eller OL
OL afvikles som en turnering for spillere under 23 år, men hvert land har mulighed for at tage tre spillere med, som er ældre.

Alex Ferguson mener, at han har lavet en aftale med Stuart Pearce om, at spillere, som skal spille EM til sommer, for eksempel Wayne Rooney, ikke også skal deltage ved OL.

- Vi er blevet enige om, at enhver spiller, som tager med flyet til EM i Polen og Ukraine, ikke bliver taget i betragtning som deltager på det britiske OL-hold, siger Ferguson.

Manageren risikerer også at skulle undvære spillere som den spanske målmand David de Gea og den mexicanske angriber Javier Hernández, som er sandsynlige OL-deltagere.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere