Skadet Lindegaard udenfor Man Utd-truppen

Den danske landsholdskeeper får en friaften for at pleje et ømt knæ

Lindegaard får ikke lov at juble i Man Utds målmandstrøje i dag (Foto: AP)
Lindegaard får ikke lov at juble i Man Utds målmandstrøje i dag (Foto: AP)

Det var forventet, at Anders Lindegaard ville få pladsen i buret hos Manchester United i aftenens Carling Cup-opgør mod Leeds United. Men da Manchester United-manager Alex Ferguson tidligere på aftenen offentliggjorde sin startopstilling til Carling Cup-dysten mod Leeds, var det højest overraskende uden Anders Lindegaard mellem stængerne.

Den danske landsholdskeeper sidder ikke en gang på bænken, og det skabte undren blandt det danske og engelske pressekorps.

Ekstra Bladet har derfor bedt kollegerne på Elland Road undersøge baggrunden for Sir Alex’ fravalg af danskeren, og meldingen er klar:

Se også: Lindegaard får chancen i aften

Lindegaard har i et par dage døjet med ømhed i knæet, og selvom han egentlig godt ville kunne nappe 90 minutters pokalbold, vil Ferguson hellere give ham en friaften, så han kan deltage i træningen – formentlig allerede i morgen – og være helt klar til de store opgaver, som kommer som perler på en snor: Premier League, Champions League og landskampene mod Cypern og Portugal.

I stedet bliver det den 21-årige englænder Ben Amos, der starter i mellem stolperne for de røde på Elland Road. David de Gea sidder på bænken til dagens kamp.

Manchester United stiller med følgende 11 spillere fra start:

Ben Amos, Antonio Valencia, Michael Carrick, Ezekiel Fryers, Fabio da Silva, Mame Biram Diouf, Ryan Giggs, Ji-Sung Park, Federico Macheda, Dimitar Berbatov, Michael Owen.