Ny United-massakre i Premier League

Wayne Rooney og Javier Hernández scorede efter behag i stosejr over Bolton

Javier Hernández scorede to gange, da Bolton blev banket lørdag. (Foto: AP)
Javier Hernández scorede to gange, da Bolton blev banket lørdag. (Foto: AP)

13 mål i de sidste to kampe.

Manchester United er flyvende netop nu. Efter 8-2-sejren over Arsenal før landskampspausen fortsatte Wayne Rooney co. det imponerende togt lørdag aften på Reebok Stadium, hvor Bolton blev kørt over 5-0.

Et hattrick af sprudlende Rooney og to kasser af Javier Hernández sikrede sejren.

Og dermed trumfede Alex Fergusons mandskab for anden runde i træk bysbørnene fra City, der tidligere på dagen vandt 3-0 over Wigan. Premier League ligner i år et parløb mellem de to hold med Chelsea som en outsider, der stadig er med i topstriden.

Hernández åbnede målfesten allerede efter fem minutter, da han bankede en Nani-aflevering i nettet. Og forholdsvis hurtigt øgede Rooney til 2-0 og 3-0, og så var der ikke mere at komme efter for hjemmeholdet.

Efter pausen var Bolton til tider en samling kegler på banen, og 6-0 og 7-0 kunne snildt have fundet sted.

David de Gea havde en stille aften i United-målet og slap for yderligere hån efter at have droppet et par gange i sine første optrædener for storholdet.

United topper Premier League med 12 point og 18-3 i målscore efter bare fire kampe.