Sunderland-fans: Lad Bendtner starte mod Chelsea

Der er udbrudt Bendtner-feber i Sunderland efter danskerens to scoringer mod Norge. Mulig startplads til danskeren i lørdagens kamp mod Chelsea

Bendtner var ustyrlig i 1. halvleg, og scorede to lækre kasser. (Foto: Lars Poulsen)
Bendtner var ustyrlig i 1. halvleg, og scorede to lækre kasser. (Foto: Lars Poulsen)

Nicklas Bendtners fremragende præstation i Parken i aftes, hvor han sænkede Norge med to flotte scoringer, skaber ikke kun glæde inden for vores grænser.

Også i det nordengelske, nærmere bestemt Sunderland, giver den 23-årige angribers storform smil på læberne.

Læs også: Agger: Den Bendtner, vi vil se.

Klubben har netop hentet Bendtner i Arsenal på en lejeaftale for resten sæsonen, hvilket er blevet mødt med en vis skepsis på grund af danskerens triste periode for Arsenal. Men nu har piben fået en anden lyd hos de fodboldgale englændere.

Noget at bevise
- NB har noget at bevise, og det vil han gøre. Jeg tror også Gyan (Sunderland-angriber, Red.) vil løfte hans spil. Jeg glæder mig virkelig til sæsonen igen nu, skriver Sunderland-tilhængeren gards2 på det populære forum Sunderland Message Board (SMB).

Bendtner har sagt efter drømmekampen i Parken, at det har givet ham et gevaldigt løft at slippe væk fra Arsenal.

- Hans løb og hans førsteberøringer satte gang i begge målgivende angreb med sublime afleveringer. Han ser ud til at være en smule bedre en nogen anden på vores hold for tiden, skriver Bishop Zidane på forummet.

Læs også: Så gode var de: Genialt, Bendtner.

Gentag det på lørdag
Flere fans forlanger nu, at den rødglødende angriber skal starte inde i Premier League-kampen mod Chelsea på lørdag, selv om han endnu har sin første træning med Sunderland-truppen til gode.

- Lækker kasse. Gentag det på lørdag, Nick, skriver f.eks. Andy.SAFC.

Ifølge den velrennomerede lokalavis Shields Gazette er det heller ikke utænkeligt, at Bendtner indgår i manager Steve Bruce's planer for start-11'eren. Ikke mindst fordi at Asamoah Gyan er klubbens eneste anden rutinerede angriber for tiden, og det ikke er utænkeligt, at man vil spille med to deciderede angribere.

SE INTERVIEW MED BENDTNER EFTER NORGE-KAMPEN ØVERST I ARTIKLEN