Her er Bendtners nye holdkammerater

Flere tidligere Manchester United-spillere er nu Nicklas Bendtners nye holdkammerater

Mon Bendtner skal til at høre på tidligere Man Utd-spilleres drillerier fremover? (Foto: AP)
Mon Bendtner skal til at høre på tidligere Man Utd-spilleres drillerier fremover? (Foto: AP)

Nicklas Bendtners et-årige lejeaftale med Sunderland gik igennem sent i går aftes. Små 400 kilometer nord fra London skal Nicklas Bendtner nu forsøge at få rettet op på sin karriere.

Den danske angriber kommer til en klub, hvor han skal spille under sin tidligere Birmingham-chef Steve Bruce, og hvor det bliver til et gensyn med en tidligere holdkammerat fra Birmingham-tiden.

Samtidig bliver Bendtner ny 'kammerat' med tre tidligere Manchester United-spillere. Ekstra Bladet lister her de største navne i Sunderland-truppen:

John O’Shea
Den rutinerede irer blev aldrig stamspiller i Manchester United, men fik trods alt 30-40 kampe pr. sæson. Den 30-årige forsvarer skiftede inden denne sæson, og er udset til at udgøre centerforsvaret med en gammel kending

Se også: Bendtner på plads i ny klub

Wes Brown
Bare et år efter at han valgte at kvitte England, fandt Wes Brown i sommerens løb vej til Stadium of Light. Efter 16 år i Manchester United betød tilgangen af Phil Jones, at Wes Brown følte sig tilovers.

Lee Cattermole
Hvis den tasmanske djævel nogensinde har spillet fodbold, så ville den spille som Lee Cattermole. Den 23-årige midtbaneslider går ikke af vejen for noget. En syngende tackling der bare venter... og kikser det, så et rødt kort!

Sebastian Larsson
En gammel ven fra Arsenals akademi og siden Birmingham. 26-årige Sebastian Larsson fik stor succes tilbage i 2006, da han spillede som lejesvend med Bendtner i Birmingham. Kreativ midtbane med flair for frispark.

Se her, hvorfor Bendtner kun fik en lejeaftale med Sunderland

Kieran Richardson
En teknisk stærk midtbanespiller, der i lighed med O’Shea og Brown er opfostret i Manchester United. Var udset til den næste store tekniker i United, men røg uklar med Alex Ferguson. Er manden der kan spille så guderne jubler – for at få dem til at græde ugen efter.

Asamoah Gyan
Den lynhurtige ghaneser ligner den perfekte makker til Nicklas Bendtner. Har en udpræget næse for den løse chance og kan med sin speed sætte de fleste af på de første ti meter. Er nok en kende for selvisk til tider, men det er Bendtner så heldigvis også.