Fandt grisehoved i omklædningsrum

Premier League-klubben Stoke City åbner undersøgelse efter bizart fund i omklædningsrummet

Amerikanske Brek Shea viser svinet frem på Instagram. (Foto: Instagram/Brek Shea)
Amerikanske Brek Shea viser svinet frem på Instagram. (Foto: Instagram/Brek Shea)

Har der været ubudne gæster på Stokes træningsanlæg eller bliver Kenwyne Jones udsat for mobning af kollegerne.

Det er spørgsmålet efter, at der blev gjort et noget opsigtsvækkende fund i angriberen skab.

Her lå der nemlig et vaskeægte grisehoved. Og hvis det var ment som en joke, så fik det ikke smilet frem hos Jones.

Han er angiveligt rasende, og manager Tony Pulis vil nu iværksætte den helt store efterforskning.

Se også: Voldtægtsanklaget QPR-angriber kan spille mod Liverpool

- Vi vil gennemføre en intern undersøgelse. Dem, der er ansvarlige for den uacceptable adfærd, vil blive straffet efter klubbens disciplinære regler, hedder det i en officiel udtalelse.

Overfor BBC bekræfter Pulis, at han vil til bunds i griseriet før søndagens sæsonafslutning mod Southampton.

- Vi har et fantastisk omklædningsrum, og der er fire-fem gutter, der altid er ude på noget. Der er mange små drillerier. Jeg ved helt ærligt ikke, hvad der skete til morgen. Jeg missede det hele. Jeg forsøger at holde mig væk fra omklædningsrummet, så gutterne har det for sig selv. Vi vil se på det i morgen, og jeg tager en snak med drengene for at finde ud af, hvad der er sket, siger Tony Pulis.

Siden har amerikanske Brek Shea vist hovedet frem på Instagram.

Se også: Mere hæder til Bale og Ferguson

Episoden har affødt en række vrede beskeder fra Jones' kæreste, Kissa Abdullah, på Twitter. Hun påpeger, at der er visse religiøse forhold på spil i sagen.

- Det tager ingen tid at være påpasselig over for nogens tro - ingen siger, at du ikke må have humor, men lad det forblive ved at være en joke! Det var det her ikke!, skriver hun i en besked og følger op med en anden:

- Store mænd opfører sig som børn, et grisehoved er ikke en joke, det er ulækkert!, skriver hun.

Episoden kommer mindre end en uge efter, at klubbens anden angriber Michael Owen inden sin sidste hjemmekamp for klubben fandt sin bil smurt ind i æg og mel - en joke, hans holdkammerater også stod bag.

1 af 2 Kenwyne Jones, der her fejrer en scoring mod Newcastle, kunne ikke se komikken. (Foto: AP)
2 af 2 Amerikanske Brek Shea viser svinet frem på Instagram. (Foto: Instagram/Brek Shea)
0 kommentarer
Vis kommentarer