Sulteløn: Se United-overmands utrolige lønseddel

Robin van Persie tjener næsten lige så meget på én dag, som WBA-matchvinderen Saido Berahino tjener på et helt år

Hvis ikke det gjorde ondt nok i forvejen på de dedikerede Manchester United-fans, at lørdagens hjemmekamp mod West Bromwich endte med et 1-2 nederlag, så gned det formentligt ekstra salt i såret, at banemanden var Saido Berahino.

Opgøret stod således ikke bare mellem to klubber, der placerer sig i hver sin ende af Premier League-skalaen, når det kommer til spillerbudgetter, men matchvinderen placerer sig som en af dem med den mindste lønsedler overhovedet.

Ifølge Daily Mirror tjener Berahino 850 pund om ugen, hvilket svarer til 7500 danske kroner. Det giver en årsløn på små 400.000 danske kroner. Det er nogenlunde det, som Manchester Uniteds Robin van Persie og Wayne Rooney hver hiver hjem om dagen ...

Berahinos kontrakt er bemærkelsesværdig i betragtning af, at han har etableret sig på det engelske U21-landshold og lige nu er et af de varmeste talenter i engelsk fodbold. Målet mod Manchester United var hans syvende i de seneste otte kampe, hvis man tager U21-landskampe med.

Se også: TV: United krisen fortsætter: Tabte sensationelt til WBA

Dermed har West Bromwich også travlt med at give den 20-årige burundi-fødte englænder en ny kontrakt. Den lave lønseddel betyder således, at han vil kunne skifte til en anden klub for en beskeden kompensation på 2,6 millioner danske kroner.

Både Arsenal og Everton meldes interesseret i angrebstalentet, der flygtede fra Burundi til England sammen med sin mor og to søskende, da han var ti år gammel. Hans karriere i WBA startede på klubbens U12-hold. Efter at have været lejet ud af flere omgange i de seneste sæsoner, fik han sin egentlige ligadebut for WBA i hjemmekampen mod Swansea tidligere på måneden.

Hans scoring mod Manchester United betød, at West Bromwich hentede første sejr over Manchester United på Old Trafford siden en mindeværdig sejr på 5-3 i december 1978.

Se Saido Berahinos scoring i tv-klippet over artiklen.

0 kommentarer
Vis kommentarer