Så grimt er hadets opgør i Wales

Michael Laudrup skal i eftermiddag opleve sit første South Wales Derby, når Swansea gæster Cardiff, hvor der venter en hed oplevelse

Michael Laudrup skal i eftermiddag opleve sit første lokalopgør mellem rivalerne Cardiff og Swansea. (Foto: AP/Sang Tan)
Michael Laudrup skal i eftermiddag opleve sit første lokalopgør mellem rivalerne Cardiff og Swansea. (Foto: AP/Sang Tan)

Dagens lokalopgør i Wales mellem Cardiff og Swansea er pludselig blevet noget, der går verden rundt. For første gang udspiller det sig nemlig i Premier League, hvilket betyder, at 220 lande verden over kommer til at se, hvad 'svanerne' og ’blåmejserne’ kan. Og det får Wales til at holde vejret.

Mere end 5000 betjente er udkommanderet til at holde styr på tilhængerne. Og gæsternes fans bliver sædvanen tro kørt i busser fra Liberty Stadium og direkte til stadion i Cardiff - og retur igen efter kampen. Der er ingen anden måde, Swanseas fans kan komme til kampen.

Se også: Gigantoverskud hos Laudrups Swansea

En stribe voldsomme sammenstød op gennem 1980’erne og 1990’erne betød, at udeholdets tilhængere blev udelukket fra lokalopgørene i en håndfuld år. Selv om hooligans skabte store problemer i den periode, så er der ingen andre steder i Storbritannien, hvor politiet har taget tilsvarende skridt.

- Det begyndte at blive ubehageligt, husker Tim Hartley fra Cardiff City Supporter’s Trust.

- Jeg husker en grim aften på Ninian Park omkring 1993. Af en eller anden årsag kom Swansea-tilhængerne sent til kampen og begyndte at rive stolene op og kaste dem mod Cardiff-tilhængerne. Stemningen var eksplosiv. Kampen blev stoppet, og som jeg husker det, fulgte en baneinvasion, hvor vandalerne løb hen over banen for at få fat i os, siger Tim Hartley.

Se også: Laudrup vil ikke ændre stil

Fem år tidligere endte et sammenstød mellem tilhængerne i Swansea på det nu nedrevne Vetch Field med, at Cardiff-supporterne blev jagtet ned på stranden, hvor det majestætiske Meridian Tower i dag står og flere måtte svømme væk.

Swansea-supporterne i dag håner stadig Cardiff-fans med svømme-historien, og den spanske Swansea-back Angel Rangel har flere gange fejret scoringer med at lave svømmetag.

Cardiff-folkene er imidlertid ikke engle. Faktisk beskrives klubbens hooligans som nogle af de værste i Storbritannien. Således blev store dele at Swanseas bykerne raseret i forbindelse med en kamp i 1991. Swansea-vandalernes amokløb på Ninian Park to år senere blev udlagt som hævn for det stunt.

Se også: Laudrup risikerer straf efter udtalelser

Siden 1997 har optøjerne været på et minimum, efter myndighederne indførte den tvungne bustransport. Men trods den stramme kontrol, så holder Wales vejret og håber på, at ballademagerne ikke bliver fristet af, at hele verden i eftermiddag retter spottet mod Wales.

Cardiff-Swansea, TV3 Sport2 kl. 17.00.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere