Eriksen og Spurs stoppet af super-målmand

Tim Krul spillede brandkamp for Newcastle på White Hart Lane søndag

Tim Krul kommer for gud ved hvilken gang ud af sit mål og afværger en Tottenham-chance. (Foto: AP)
Tim Krul kommer for gud ved hvilken gang ud af sit mål og afværger en Tottenham-chance. (Foto: AP)

Tottenhams trængsler foran modstandernes mål denne sæson fortsatte søndag eftermiddag mod Newcastle.

Hjemme på White Hart Lane havde Christian Eriksen og co. adskillige store tilbud i løbet af kampen. Men ganske symptomatisk for Spurs' foreløbige sæson i Premier League lykkedes det ikke at passere Tim Krul i målet, og så vandt gæsterne 1-0.

Og det kan Newcastle altså primært takke Krul for.

Den hollandske målmand leverede i flere omgange fremragende spil mellem stængerne, da det brændte allermest på i begyndelsen af 2. halvleg.

Stor Eriksen-afbrænder
Med få minutters mellemrum afværgede han først et stort tilbud til Eriksen, der helt fri midt i feltet afsluttede fladt. Men Krul fik lige præcis foden på. Kort efter var det et direkte frispark fra Gylfi Sigurdsson, der blev rettet af i muren og nær havde snydt Newcastle-keeperen. Han fik reddet og havde i løbet af få sekunder yderligere to redninger, inden en holdkammerat fik sendt bolden til hjørnespark.

Og sådan fortsatte han. I de fleste tilfælde med sikre indgreb, og så skiftede han til ren verdensklasse, når det var påkrævet.

Hvordan brænder Tottenham denne chance?

TV: Hvordan brænder Tottenham her

Christian Eriksen lagde med ni minutter igen bolden til rette til Paulinho i feltet. Brasilianerens afslutning fejlede ikke noget, men det var Krul ligeglad med. Med en kvik fodparade afværgede han igen.

Og da Jan Vertonghen med seks minutter headede på mål fra tæt hold efter et hjørnespark, var det overliggeren og ikke Krul, der reddede Newcastle.

Hektisk afslutning
Generelt var afslutningen hektisk, og værterne følte sig i to omgange snydt for straffespark, da de appellerede for hånd på bolden i straffesparksfeltet. Dommer Chris Foy vinkede dog afværgende.

Eriksen spillede hele kampen på Tottenhams offensive midtbane, og hjemmeholdet havde fortjent minimum det ene point i den alsidige og afvekslende fodboldkamp.

Stor chance til Eriksen

Se Eriksen brænde oplagt mulighed

Den blev i øvrigt afgjort af Loïc Remy. Franskmanden scorede, da Newcastle besejrede Chelsea i sidste runde, og søndag var han sikkerheden selv, da han efter et kvarter udplacerede Brad Friedel i Spurs-målet efter en god stikning i dybden fra landsmanden Yoann Gouffran.

Sejren sender Newcastle på 17 point - á point med Manchester United, der dog mangler at møde Arsenal senere søndag.

Og Tottenham er fortsat kun noteret for ni scoringer i nu 11 ligakampe.

Premier League, 11. spillerunde:

Aston Villa - Cardiff 2-0 (0-0)
1-0 Leandro Bacuna (76. minut). 2-0 Libor Kozak (85. minut).
Tilskuere: 35.809.

Southampton - Hull 4-1 (3-0)
1-0 Morgan Schneiderlin (15. minut). 2-0 Rickie Lambert (29. minut/str.). 3-0 Adam Lallana (37. minut). 3-1 Yannick Sagbo (55. minut). 4-1 Steven Davis (88. minut).
Tilskuere: 30.022.

Liverpool-Fulham 4-0 (3-0)
1-0 Fernando Amorebieta (23. minut/selvmål). 2-0 Martin Skrtel (26. minut). 3-0 Luis Suarez (36. minut). 4-0 Luis Suarez (54. minut).
Tilskuere: 44.768.

Chelsea - WBA 2-2 (1-0)
1-0 Samuel Eto'o (45. minut). 1-1 Shane Long (61. minut). 1-2 Stephane Sessegnon (68. minut). 2-2 Eden Hazard (90. minut/str.).
Tilskuere: 41.623.

Crystal Palace - Everton 0-0
Tilskuere: 25.231.

Norwich City - West Ham 3-1 (0-1)
0-1 Ravel Morrison (32. minut). 1-1 Gary Hooper (54. minut/str.). 2-1 Robert Snodgrass (72. minut). 3-1 Leroy Fer (90. minut).
Tilskuere: 26.824.

Tottenham-Newcastle 0-1 (0-1)
0-1 Loïc Remy (13. minut).
Tilskuere: 36.000.

Sunderland - Manchester City 1-0 (1-0)
1-0 Phil Bardsley (21. minut)
Tilskuere: 40.137

Manchester United - Arsenal 1-0 (1-0)
1-0 Robin van Persie (27. minut)
Tilskuere: 75.138.

Swansea - Stoke 3-3 (0-2)
0-1 Jonathan Walters (8. minut). 0-2 Stephen Ireland (25. minut). 1-2 Wilfried Bony (56. minut). 2-2 Nathan Dyer (74. minut). 3-2 Wilfried Bony (86. minut). 3-3 Charlie Adam (90. minut/str.)
Tilskuere: 19.242.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere