Store roser til Okore

- Han er et særligt talent, siger Aston Villa-anfører Ron Vlaar og glæder sig over Okores humør og indstilling under genoptræningen efter sin grimme skade

Der er store roser fra Ron Vlaar til skadede Jores Okore på klubbens hjemmeside i dag.

Aston Villa-anføreren er imponeret over den 21-årige danskers måde at komme gennem sin genoptræning efter at have pådraget sig en alvorlig korsbåndsskade for to måneder siden - efter blot tre Premier League-kampe for sin engelske klub.

Se også: Jorés Okore håber på tidligt comeback

- Det er utroligt, hvad der skete for Jores. Det er virkelig frustrerende. Men han klarer sig godt. Han møder ind hver dag og arbejder hårdt. Og han smiler altid.

- Jeg har selv prøvet det, så jeg ved, hvor svært det er for ham, siger Ron Vlaar til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Han vil komme tilbage stærkere. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Han giver alt. Nu må vi bare være tålmodige og vente på, han er tilbage.

Se også: Villa-anfører: Okore kommer stærkere tilbage

- Der vil komme et tidspunkt, hvor ikke alt går, som han ønsker med genoptræningen, men man er bare nødt til at fortsætte. Man skal huske, at man altid bevæger sig fremad. Men hans attitude er fantastisk. Han griner, joker, snakker. Det er rart at se, siger Okores forsvarskollega, som han glæder sig til at få tilbage ved siden af sig.

- Han er et særligt talent. Han er stærk og hurtig, og han er en virkelig god forsvarsspiller. Han gør holdet bedre, når han spiller, roser Ron Vlaar.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere