Britisk politi: Derfor blev Bendtner anholdt

Danskeren er igen i medierne på grund af sin opførsel uden for fodboldbanen

Den danske fodboldstjerne Nicklas Bendtner, 25, kan se frem til endnu en plet på straffeattesten, efter at han natten til søndag begik hærværk i sit mondæne boligkompleks i England.

Det oplyser en talskvinde for politiet i Hertfordshire til Ekstra Bladet.

- Vi fik et opkald om hærværk og rykkede ud til stedet. Her blev den 25-årige mand anholdt og registreret for hærværk, siger talskvinden og tilføjer:

- Han blev afhørt og løsladt. Han vil ikke blive sigtet i sagen, men episoden vil fremover optræde på hans straffeattest, siger hun.

Se også: Agent om Bendtner: Han har jo ikke slået nogen ihjel

Balladen fandt sted kort efter midnat ved et fitness- og poolområde i Bendtners boligkompleks The Avenue i Bushey nær London.

En overvågningsvideo viser Arsenal-spilleren med den karakteristiske hårtot forlade centeret, hvor han ifølge britiske medier skulle have sparket en dør i stykker og smadret vinduer.

Politiet i Hertfordshire oplyser, at hærværksmanden blev anholdt, efter at ejeren af træningscenteret kontaktede politiet.

Ifølge de britiske myndigheder slipper danskeren dog for at blive sigtet i sagen. Han er kun blevet registreret - 'cautioned' - for forseelsen, fordi der er tale om et mindre kriminelt forhold, hvor han ifølge politiet har erkendt de faktiske forhold.

- Han vil muligvis blive præsenteret for en bøde, men det ved jeg ikke på nuværende tidspunkt. Han slipper dog for at skulle igennem retssystemet, siger polititalskvinden til Ekstra Bladet.

Se også: Video afslører: Bendtner sparker løs på dør

Hærværkssagen er blot den seneste, hvor Nicklas Bendtner gør sig uheldigt bemærket uden for grønsværen.

Så sent som i marts blev han anholdt i København i sin bil, hvor han kørte uden gyldigt kørekort og med en promille på 1,75 imod færdselsretningen ved Gammel Strand.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere