Eks-træner: Bendtner kan ikke laves om

Nicklas Bendtner var ungdomslandsholdsspiller under Hans Brun Larsen – som ikke mener, at Bendtner kan eller bør laves om

Nicklas Bendtner har altid givet sine trænere noget at tænke over - både på godt og ondt. (Foto: Jens Dresling)
Nicklas Bendtner har altid givet sine trænere noget at tænke over - både på godt og ondt. (Foto: Jens Dresling)

Hans Brun Larsen har som både U16-, U17- og assisterende U21-landstræner kendt Nicklas Bendtner i mange år i DBU-systemet.

Og angriberens tidligere træner er hverken overrasket eller forarget over, at Bendtner nu igen har lavet overskrifter ved at forsøge at sparke en dør ind til et træningscenter.

Se også: Avis: Bendtner anholdt – nu for hærværk

- Det er lidt ærgerligt med den episode, men det er jo i småtingsafdelingen. Lagt oven i alle de andre sager, så er det selvfølgelig dumt af ham. Men i al fairness må man sige, at det er en lille ting, det her, siger Brun Larsen, der ikke mener, at Bendtner nogensinde vil ændre opførsel.

- Indtil man er 40 år gammel tænker man, at folk kan ændre sig. Så finder man ud af, at folk ikke ændrer sig. Nicklas handler impulsivt og ikke altid hensigtsmæssigt, og sådan noget kan man ikke bare lave om.

- Han har et højt selvværd, som gør, at han måske føler, at han kan gøre og sige ting, som andre mennesker ikke kan. Men jeg kender andre folk med højt selvværd, der er meget værre end Nicklas, når selvværdet kommer til udtryk.

Se også: Se billederne: Bendtners lukkede luksusland

Brun Larsen var assistent under U21-landstræner Flemming Serritslev, da Bendtner som 18-årig blev hentet ind i den danske trup til EM i Portugal – hvor Arsenal-angriberen snuppede startpladsen i front for næsen af kvalifikationens topscorer, Morten Duncan Rasmussen.

Men Hans Brun synes ikke, der var nogle særlige problemer med Bendtner dengang, selvom angriberen talte om sin holdkammerat i pressen.

- I de år, jeg havde ham, var der ingen ballade. Det værste var, at man skulle bede ham tage hatten af, når vi skulle spise. Der kommer gadedrengen lidt frem i ham. Men i Portugal var Nicklas den bedste angriber, det syntes både Flemming og jeg, og derfor fik han pladsen.

- Han præsterede altid de steder, jeg havde ham. Og det har han også gjort på A-landsholdet. Han har altid givet alt og gjort det godt på landsholdet, selvom han også er afhængig af at få nogle bolde at arbejde med, mener Hans Bruun Larsen.

Se også: Pensionist-nabo: Bendtner overfaldt mig

DBU har udtalt, at den seneste sag ikke får nogen indflydelse på Bendtners fremtid på landsholdet. Og hans tidligere træner er fuldstændig på linje med boldspilunionen.

- Jeg forstod ikke, hvorfor DBU gav ham en karantæne på et halvt år her sidst. For det var jo en karantæne. De ting, Nicklas laver uden for banen, har ikke noget med hans præstationer på banen at gøre. Man kan bare udtage Nicklas kamp for kamp, hvis man mener, at han ikke har hovedet det rigtige sted i en periode.

- Men at udelukke ham for småting giver ingen mening, når han præsterer på banen, mener Hans Brun, der kun ser én vej fremad for sin tidligere fodboldelev:

- Nicklas skal til en klub, hvor han kommer til at spille. Når han kommer til at spille fast, så får han afløb for sin energi og sine aggressioner på banen, og så tror jeg, der vil komme færre sager uden for banen, lyder det fra Hans Brun Larsen.

Se også: Ståle: Ring til mig, Bendtner Ståle: Ring til mig, Bendtner

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere