Agger som velgører: Deler penge ud til syge børn

- Min ældste søn på fire har været med på brandsår-afdelingen på Rigshospitalet og kan sagtens forstå alvoren af de ting, han ser, siger Daniel Agger, der bruger mange kræfter på sin fond, hvor han deler penge ud

Daniel Agger har stor glæde ved arbejdet i sin fond, hvor han hjælper syge børn og andre udsatte. (Foto: Lars Poulsen)
Daniel Agger har stor glæde ved arbejdet i sin fond, hvor han hjælper syge børn og andre udsatte. (Foto: Lars Poulsen)

Daniel Agger kan godt ved førstehåndsindtryk virke som en hård machomand. Men inde bag facaden gemmer der sig et stort hjerte for børn. For de svage. For dem, der ikke har så meget som ham selv.

Mens livet som professionel fodboldspiller ofte handler om at tænke på sig selv, har Daniel Agger for et par år siden kastet sig over et projekt, hvor han hjælper andre. Hvor han har mulighed for at give noget til dem, der har det svært.

- Det er måske så nemt at sige, at jeg vil gøre en forskel. Men for mig handler det meget om, at jeg vil bruge mit menneskelige overskud til at hjælpe andre. Når tingene så lykkes, står jeg tilbage med en rigtig god følelse, forklarer Daniel Agger.

Se også: Ærlig Agger: Det har været en svær periode

Fra hverdagen som feteret stjerne i Liverpool, hvor han via en årsløn på 62 millioner kroner ikke får økonomiske bekymringer resten af livet, er arbejdet med fonden ofte blevet et frirum med plads til et smil på læben. Specielt når han giver syge børn en oplevelse eller gør dem glade på anden vis.

- På træningsanlægget i Liverpool har vi ofte besøg af børn, ligesom vi én gang om året ved juletid deler gaver ud på det lokale hospital. I England er der modsat Danmark store traditioner for charity, forklarer han.

Se også: Rodgers: Uheldig timing for Agger

Store forventninger

Han grundlagde sin fond - The Agger Foundation - i 2011 og deler penge ud i både England og Danmark. Når han indbetaler penge i England lægger staten yderligere 25 procent på beløbet, fordi pengene går til velgørenhed.

- Jeg har haft min søn på fire år med flere gange, når jeg har delt penge ud. I sommer var han med på brandsår-afdelingen på Rigshospitalet. Han kan sagtens forstå alvoren af de ting, han ser. Han havde i hvert fald mange spørgsmål, da vi kom ud fra hospitalet, forklarer han.

Aktuelt er Daniel Agger blevet ambassadør for Charity Antivirus, der er et antivirusprogram til PC’eren. Et projekt, Daniel Agger forventer sig meget af.

- Jeg har store forventninger til det projekt. Man kan downloade det gratis, men også vælge at betale penge for virusprogrammet. Så går pengene til min fond. Liverpool FC har sagt god for projektet. Det er en stor fordel for os, fordi 14 millioner følger Liverpool på Facebook, fastslår han.

Se også: Tidligere Liverpool-legende: Brug Agger her

0 kommentarer
Vis kommentarer