Nicklas Bendtner skydes af til januar

Viasats Jan Mølby forventer, at Nicklas Bendtner fortsætter i Premier League

Nicklas Bendtner fik mod Hull vist, at han kan bruges henover det tæt pakkede december-program. (Foto: Sang Tan/AP)
Nicklas Bendtner fik mod Hull vist, at han kan bruges henover det tæt pakkede december-program. (Foto: Sang Tan/AP)

Et langt liv i fodboldens verden har betydet, at der skal meget til at chokere Jan Mølby.

Men lettere overrasket blev han i hvert fald onsdag aften, da han blev præsenteret for Arsenals startopstilling.

Han måtte lige studere den opstilling en ekstra gang. For Jan Mølby havde - ligesom mange andre - ikke set det komme, at Nicklas Bendtner pludselig skulle spille fra start for Premier Leagues tophold, Arsenal.

Se også: Bendtner jubler: Fantastisk følelse!

- Nej, specielt ikke efter hans indsats i Liga Cup’en mod Chelsea, hvor han ikke leverede specielt godt. Men jeg må erkende, at det var godt set af Arsène Wenger at bruge Bendtner i sådan en kamp. For her fik Wenger jo set, at Bendtner kan komme op i tempo og er et alternativ, siger Jan Mølby, der er ekspertkommentator hos Viasat.

Skifter klub i januar

- Jeg tror, det var vigtigt for Wenger at se, han nu kan regne med Bendtner i den kommende måned, hvor Arsenal har et tæt kampprogram. Her kan han få brug for ham i de sidste 15-20 minutter af kampene, fordi Giroud ikke holder til samtlige kampe, vurderer Jan Mølby.

Se også: Wenger: Jeg har altid troet på Bendtner

På trods af, at Nicklas Bendtner fik chancen for Arsenal, forventer Jan Mølby ikke, at den 25-årige dansker vil være i klubben, når transfervinduet lukker med udgangen af januar.

- Hvis Arsenal finder en ny angriber, vil jeg tro, de skiller sig af med Bendtner. Han har heller ikke statistik til at være førsteangriber i en storklub. Bendtner skal til en midterklub, hvor han kan spille en stor rolle. Det er også min fornemmelse, at han har en fremtid i Premier League.

Smiler af skandaler

- Der vil være flere muligheder for ham til januar. Hull, Crystal Palace og West Ham er klubber, hvor han sagtens kan havne, påpeger Jan Mølby.

Den negative omtale og de mange ’uheldige’ sager, som har fulgt i kølvandet på Nicklas Bendtner de seneste år, tror Jan Mølby ikke giver ham problemer i forhold til at finde en ny arbejdsgiver.

Se også: Paddy Power driller comeback-Bendtner

- Når Bendtner nu skal lave lidt ballade, så var det godt, det foregik i England. For man trak bare lidt på smilebåndet over den episode, han var involveret i, forklarer Jan Mølby.

Nicklas Bendtner har kontrakt med Arsenal til sommeren 2014.

0 kommentarer
Vis kommentarer