Dobbelt op på godt nyt for Laudrup

Michael Laudrup har usædvanligt store angrebsproblemer med de tre bedste ude med skader. Nu kan to af de største stjerner være overraskende hurtigt tilbage

Michu - her på skuldrende af en jublende Danny Graham - er på vej tilbage på banen for Swansea (Foto: AP)
Michu - her på skuldrende af en jublende Danny Graham - er på vej tilbage på banen for Swansea (Foto: AP)

Det var næsten kun til at trække på smilebåndet over, da Michael Laudrup mistede sin tredje ud af tre mulige angribere i sidste rundes kamp mod Newcastle, men nu er der endelig godt nyt til den danske manager, der kan se frem til at få begge sine helt store angrebsstjerner tilbage.

Spanke Michu har ikke været i aktion siden starten af november, mens sommerindkøbet Bony blev skadet i en Europa League-kamp for nogle uger siden. Og i sidste runde kom turen så til den tredje angriber, Alvaro Vazquez, der også måtte gå ud med en skade.

- Vi har tre angribere. Det er et tilfælde, at de alle tre er skadede lige nu. Forhåbentlig er de hurtigt tilbage, og så har vi igen tre at vælge imellem, sagde Laudrup, da journalisterne på søndagens pressemøde spurgte ind til, om man skulle ud og forstærke sig på netop den position i januars transfervindue.

Se også: TV: Se det komiske selvmål i Swansea-sejr



Se også: Bendtner og Eriksen i pokal-clinch

Men overraskende nok trænede både Michu og Bony med søndag, hvilket betyder, at de kan være i spil til Swanseas kamp mandag aften hjemme mod Hull. Det skriver flere engelske medier mandag morgen.

Det forventes ikke, at nogen af de to målmaskiner starter inden i aftenens kamp, men begge kan blive bragt i spil, hvis Swansea og Laudrup skulle få problemer.

Laudrups walisiske mandskab trak i øvrigt søndag Manchester United i FA Cup'ens tredje runde, der spilles i starten af det nye år.

Se også: Laudrup og Swansea smadrede Newcastle

0 kommentarer
Vis kommentarer