Ekspert om Moyes: Intet håb at spore

Manchester United-manageren kritiseres for sin udstråling i interview efter nederlaget til Newcastle

Foto: PA/Barrington Coombs
Foto: PA/Barrington Coombs

Udover den klassiske hån fra fodboldfans på Twitter og andre sociale medier må Manchester United-manager David Moyes også lægge øre til eksperters vurderinger, der ikke altid bakker Moyes op efter dennes slingrende start som United-manager.

Og efter dagens 0-1-nederlag hjemme mod Newcastle er der masser af både hån og kritik. Men Moyes gør nu heller ikke meget for at forhindre kritikken, lyder det fra den tidligere Stoke-, Tottenham- og Manchester United-spiller Garth Crooks, der nu fungerer som ekspertkommentator for BBC.

Se også: TV: Se Old Traffords hårrejsende hyldest til Mandela

- Der er inrtet håb at spore. Der er ingen følelse af, at 'vi skal nok få vendt det her'. Han ligner en mand, der har svært ved at finde mening med det hele for tiden.

- Det mest bekymrende er, at Manchester United har tabt fem kampe i denne sæson, og tre af dem er tabt på hjemmebane. Vi taler nu om, hvorvidt United overhovedet kan komme i top 4 og kvalificere sig til Champions League. Og med deres form lige nu vil jeg sige nej, lyder det fra Garth Crooks til BBC.

Se også: United-chok: Ny fadæse på Old Trafford

Og Moyes' ord efter dagens choknederlag lød sådan:

- Det kunne have været meget bedre. Vi havde brug for et mål til at give os selvtillid. De fik et mål, hvor vi kunne have gjort det meget bedre, og det ændrede kampen. Vi skabte ikke nok, men vi skabte dog noget. Når det ikke helt kører, har man brug for, at tingene går ens vej, og det gjorde de ikke, siger Moyes til BBC.

Han var tæt på at skifte den tilbagevendte Robin van Persie ud, da Newcastle kom foran, men beholdt ham derfor på banen. Det lykkedes alligevel ikke at få point ud af kampen, og nu kradser krisen for alvor på Old Trafford, men Moyes svinger ikke sig selv op til de store ord.

- Vi skal videre. Vi vil forsøge at vinde den næste kamp - aldrig tænke meget længere frem end det, lyder det fra David Moyes.

Se også: Sejrherren har ondt af Moyes

Og det er ifølge Garth Crooks ikke det, der kan blæse håb ind i United-spillere og United-fans.

Til engelske British Telecom Sport er der lidt mere optimisme at spore:

- Jeg står fast på, at vi vil være tæt på, og jeg håber, vi vil være med i opløbet, når vi nærmer os afslutningen på sæsonen. Jeg er skuffet over resultatet. Jeg mener, der var steder i kampen, hvor vi manglede lidt held og ikke fik udnyttet vores muligheder godt nok, siger Moyes.

0 kommentarer
Vis kommentarer