Samuel Eto'o på vej til MLS

Samuel Eto'o kan være fortid i Chelsea til sommer, og næste destination kan meget vel være amerikanske Major League Soccer

Samuel Eto'o (Foto:AP)
Samuel Eto'o (Foto:AP)

Det er mere end almindelig kendt, at Chelsea hentede Samuel Eto'o i sommer, fordi det ikke lykkedes at lokke Wayne Rooney væk fra Manchester United. Eto'o fik en et-årig kontrakt, og det ventes, at manager José Mourinho køber en erstatning for ham til sommer og lader Eto'o gå.

Nu skriver The Guardian, at 32-årige Samuel Eto'o meget vel kan fortsætte sin karriere i den amerikanske Major League Soccer. Los Angeles Galaxy, DC United, Club Deportivo Chivas er blandt favoritterne til at få ham, mens også Seattle Sounders, Chicago Fire og Toronto FC vil være interesseret i den camerounske goalgetter.

Det ventes, at Eto'o allerede i januar begynder at diskutere en såkaldt pre-contract med Major League Soccer, hvorefter der vil kunne blive budt ind på at få ham fra de forskellige klubber.

Samuel Eto'o har scoret to mål i ni Premier League-kampe i denne sæson og får under alle omstændigheder svært ved at bevare sin plads i Chelsea-truppen, når Romelu Lukaku kommer tilbage til sommer, hvor Mourinho altså også forventes at ville forstærke frontlinjen.

Læs mere om fodbold på Tipsbladet.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer