United vil give Moyes mindst et år

Men klubeksperten Morten Bruun er i tvivl om, hvorvidt den nye manager har tankegangen og personligheden til af løfte sig til opgaven

David Moyes får mindst frem til sommer til at få det til at klappe og dermed bevise, at han kan håndtere en storklub som Manchester United, mener Morten Bruun (Foto: AP)
David Moyes får mindst frem til sommer til at få det til at klappe og dermed bevise, at han kan håndtere en storklub som Manchester United, mener Morten Bruun (Foto: AP)

Alle kyndige iagttagere har anerkendt sværhedsgraden i at overtage managerstolen i Manchester United, som Sir Alex Ferguson med succes varmede i hele 27 år.

-Men at holdet spiller så dårligt, og at resultaterne er så dårlige, kommer alligevel bag på mig, siger United-kender og fodboldekspert på 6’eren, Morten Bruun, som dog ikke kan se en fyreseddel til David Moyes indenfor den umiddelbare fremtid.

-Jeg tror stadig, han får minimum hele sæsonen. Ellers skal det går helt ufattelig dårligt, siger han.

- Nu skal United også vise, at det er en klub, der altid har fortalt, at de bakker deres folk op og tror på dem. Der er ting på spil i deres klubidentitet. Jeg tror, de vil gå langt. Han har en kontrakt på seks år, og Ferguson har selv peget på ham, så han har lang snor.

- Men har han også de rette værktøjer til opgaven?

- Det er jeg i tvivl om. Han skal vænne sig til, at uafgjort ikke er et godt resultat, som det kunne være i Everton. United er en klub, hvor du principielt skal vinde hver gang.

Se også: Moyes erkender: Det er min skyld

- Det kræver en mentalitetsændring fra det forsigtige spil og velpolstrede hold med ofte kun en angriber, som han præsenterede i Everton. Han skal løfte sig selv til denne opgave, og jeg kan have mine tvivl om, hvorvidt han har tankegangen og personligheden til det.

Som erklæret Unitedfan frygter den tidligere landsholdsspiller for klubbens skæbne i en sæson, hvor der allerede efter 15 runder er en afstand på 13 point op til førerholdet Arsenal.

-En slutplacering udenfor Top 4 er virkelig et skrækscenario. Selvfølgelig kan man ikke vinde mesterskabet hver sæson, men uden Champions Leagie er det en ny virkelighed, siger Morten Bruun, ikke mindst med adresse til en status, der kan gøre det svært at tiltrække absolutte stjernespillere til klubben.

På den måde ser han det som en tiltrængt opmuntring for David Moyes, at United trods alt har kvalificeret sig til næste runde i dette års turnering.

-Europa er godt at have for Moyes, og det har faktisk spillet godt ind i mellem. Hvis de var ude af gruppespillet, så ville han være yderligere undermineret. Nu lever klubben trods alt i Europa frem til februar.

Se også: Ekspert: Moyes må skære igennem og tynde ud

Efter en på papiret, modstandermæssig hård start har Uniteds spilleprogram frem mod jul set absolut spiseligt ud. Men så fulgte hjemmenederlagene til Everton og Newcastle, der begge hentede deres første triumf på Old Trafford i mange, mange år.

-Programmet ser stadig let ud. Men nu er man i tvivl: Hvad er lige en let kamp for United? Kan de ikke også tage til Norwich og tabe der?

- Jeg tror stadig på, at United kan ende i Top 4. Selvfølgelig. Længere bagud er de ikke. Det er deres niveau der er bekymrende. Såjeg vil ikke lave store væddemål, siger Morten Bruun, der også ser de to pokalturneringer som mulige, resultatmæssige redningskranse for David Moyes i den igangværende sæson.

0 kommentarer
Vis kommentarer