Laudrup-rådgiver i vejen for Spurs-skifte

Michael Laudrups personlige rådgiver er stærkt medvirkende årsag til, at danskeren næppe bliver den næste manager i Tottenham

Michael Laudrups rådgiver Bayram Tutumlu er en væsentlig årsag til, at Tottenham har forbehold over for at hyre danskeren som manager. (Foto: David Davies/AP)
Michael Laudrups rådgiver Bayram Tutumlu er en væsentlig årsag til, at Tottenham har forbehold over for at hyre danskeren som manager. (Foto: David Davies/AP)

Michael Laudrups muligheder for at overtage manager-jobbet i Tottenham er kraftigt vigende.

På trods af at danskeren blandt bookmakerne bliver anset for topkandidat til jobbet, så er der ifølge Ekstra Bladets oplysninger væsentlige forbehold i Spurs-lejren.

I den sammenhæng spiller Laudrups personlige rådgiver, Bayram Tutumlu, en ikke uvæsentlig rolle.

Tyrkeren var allerede i går ude i Daily Mail og forklare, at Michael Laudrup er tilfreds med at være i Swansea.

Se også: Agent: Laudrup bliver i Swansea

I sommer var Bayram Tutumlu imidlertid en væsentlig kilde til den uro, der opstod omkring Laudrups position i Swansea. Gennem flere uger pustede Tutumlu til konflikten omkring spillerindkøb på en facon, som efterhånden tegner sig som et fast mønster.

Når Michael Laudrup er utilfreds, så bliver Bayram Tutumlu sendt i felten som Laudrups rambuk. Og det går ikke stille for sig.

Som Ekstra Bladet kunne afdække tidligere på året, så var Tutumlus facon også et tema, da Michael Laudrup blev fravalgt som Barca-træner på bekostning af Pep Guardiola for fem år siden.

Og kilder med indsigt i Tottenhams overvejelser på manager-fronten peger på, at Bayram Tutumlus tendens til at optræde som en distraherende indflydelse i kulissen har kølnet Spurs-toppens interesse.

Dyre frikøb
Spørgsmålet er imidlertid også, om Michael Laudrup overhovedet kommer i spil til det attraktive job hos en af de helt store i Premier League. Frikøbsklausulen på 90 mio. kr. er i den forbindelse en stor hindring. Selv om Tottenhams sportsdirektør Franco Baldini har købt stort ind denne sommer, så er det udelukkende sket, fordi salget af Gareth Bale gjorde det muligt. Netto har klubben ’kun’ brugt 100 mio. kr. oven i Bale-transferen.

Se også: Efter trænerfyring: Derfor er Laudrup interessant i Tottenham



Se også: Laudrup brandvarm hos Spurs

Derfor vil det også være meget ulig Tottenham at stange mange penge ud for at hente en manager fri. Det rokker også ved mulighederne for, at Fabio Capello overtager. Han vil være monsterdyr lønmæssigt, ligesom en forlængelse med det russiske forbund er forhandlet på plads, hvilket betyder, at en kompensation kan komme på tale.

Det placerer Italiens landstræner, Cesare Prandelli, der har kontraktudløb til sommer, som topkandidat og Franco Baldinis klart foretrukne, mens Southamptons manager, Mauricio Pochettino, er andetvalg.

0 kommentarer
Vis kommentarer