Tottenham-træner: Villas-Boas var glad for Eriksen

Les Ferdinand afviser teori om, at Eriksen var uønsket i London-klubben af den fyrede portugiser. Villas-Boas sagde gode for alle sommerens Spurs-indkøb

André Villas-Boas sagde ifølge Tottenham-træneren Les Ferdinand god for købet af Christian Eriksen og var glad for danskeren (Foto: AP)
André Villas-Boas sagde ifølge Tottenham-træneren Les Ferdinand god for købet af Christian Eriksen og var glad for danskeren (Foto: AP)

Den nu fyrede Tottenham-træner André Villas-Boas godkendte købet af Christian Eriksen.

Avisen Daily Mail skriver ellers torsdag, at Eriksen, Lamela, Chiriches og Chadli alle blev købt direkte mod Villas-Boas ønske, men det passer ifølge Tottenham-træner Les Ferdinand ikke.

Ferdinand er en del af det midlertidige trænerteam i Spurs, og han fortæller til internetsitet Beyond the Pitch, at den portugisiske manager godkendte alle Tottenhams sommerkøb.

Se også: Eriksen var uønsket i Tottenham

- Flere af købene blev muligvis foreslået til ham (af teknisk direktør Franco Baldini, red.), men han sagde god for de forslag.

- Bottom line er, at han var enig i alle køb. Det var ikke sådan, at spillerne blev købt, og han fik at vide 'du skal lave et hold ud fra de her spillere', siger Les Ferdinand til Beyond the Pitch.

47-årige Ferdinand, der sideløbende med sit deltids-trænerjob i Tottenham har fungeret som ekspertkommentator for bl.a. BBC, må siges at være en ganske troværdig kilde i denne sammenhæng, da han har gået op og ned af Villas-Boas.

- Og ud fra at have talt med AVB, er det min opfattelse, at han var glad for de spillere, der kom til klubben, siger Les Ferdinand.

Se også: Bliver han den nye Tottenham-træner?

Tottenham solgte i sommer Gareth Bale til Real Madrid og brugte det meste af en milliard kr. på at hente syv nye folk. Det er ikke gået som ønsket, og efter 0-5 mod Liverpool blev Villas-Boas mandag fyret.

- Vi mistede Gareth Bale og brugte over £100 mio. Når du bruger så mange penge, så glemmer du det faktum, at spillerne har brug for tid til at falde til.

- De fleste spillere, der kommer til Premier League, har brug for mellem 6 måneder og et års tilvænning, siger Les Ferdinand til Beyond the Pitch.

0 kommentarer
Vis kommentarer