Arsenal-profil: Mulighed for et januar-skifte

Bacary Sagna er i kontraktforhandlinger med Arsenal i øjeblikket, men franskmanden vil ikke udelukke et januarskifte.

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Højre backen Bacary Sagna har kontraktudløb til sommer i engelske Arsenal, som han har tørnet ud for de sidste syv år. Derfor forhandler Sagna og Arsenal i øjeblikket om en ny kontrakt, og manageren Arsene Wenger fortalte for nyligt, at han regner med en forlængelse.

Sagna er også opsat på at blive i London-klubben, men han udelukker ikke et vinterskifte.

- Jeg vil elske at vinde trofæer med denne klub, da det er en klub, jeg elsker meget, men der mangler noget. Jeg har stadig seks måneder tilbage af min kontrakt med Arsenal. Vi er i forhandlinger, siger Sagna ifølge Sky Sports og fortsætter:

- Der er en mulighed for at skifte væk til januar, men jeg har altid haft et godt forhold til Arsenal.

Den franske spiller har i sin tid i Arsenal oplevet, hvordan store stjerner som Samir Nasri, Cesc Fabregas og Robin van Persie har forladt klubben. Og det er noget, som har irriteret Sagna meget.

- Jeg var ked af det og vred, da spillerne smuttede. Hvis vi havde dem i dag, ville det gøre en kæmpe forskel. Siden 2007 har et meget konkurrencedygtigt hold forladt os, slutter Arsenal-backen.

30-årige Sagna kom til Arsenal fra franske Auxerre i 2007.

Læs mere om fodbold på Tipsbladet.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer