De Boers agent afviser Spurs-rygter

Ajax-træner Frank de Boer har ifølge sin agent endnu ikke hørt fra Tottenham, selv om han er favorit til at bliver træner i klubben

Frank de Boer er ikke på vej til Tottenham, hævder trænerens agent. (Foto: AP)
Frank de Boer er ikke på vej til Tottenham, hævder trænerens agent. (Foto: AP)

Mens både bookmakere og rygtesmede har Ajax-træner Frank de Boer som storfavorit til at overtage det ledige trænersæde i Tottenham, afviser hans agent nu et skifte.

Til det hollandske fodboldmagasin Voetbal Internationals hjemmeside siger agenten Guido Albers, at de er klar over den internationale interesse, men at der ikke er mere i det.

Se også: Tottenham-fans vil have Laudrup

- Jeg har godt hørt fra forskellige kanaler, at Spurs skulle være interesseret, men klubben har ikke henvendt sig til Ajax. Der er ikke meget mere at sige, og Frank forholder sig heller ikke til rygterne. Han fokuserer fortsat hundrede procent på Ajax, siger Guido Albers.

Trænerjobbet i London-klubben blev ledigt i mandags, da Andre Villas-Boas blev fyret efter en række dårlige resultater, der kulminerede med et 0-5-nederlag til Liverpool.

Se også: Bliver han den nye Tottenham-træner?

Frank de Boer har haft stor succes i Ajax, som har vundet tre mesterskaber, mens han har haft ansvaret for holdet. Meget tyder da også på, at den hollandske storklub er interesseret i at beholde ham. For et halvt år siden forlængede klubben hans kontrakt, så den nu løber til sommeren 2017.

0 kommentarer
Vis kommentarer