Eriksen var uønsket i Tottenham

André Villa-Boas var slet ikke interesseret i at hente danskeren og tre andre nyindkøb til Tottenham. Nu kan Eriksen få gammel kending som chef

Andre Villas-Boas ønskede slet ikke Christian Eriksens i Tottenham. (Foto: Corbis)
Andre Villas-Boas ønskede slet ikke Christian Eriksens i Tottenham. (Foto: Corbis)

Da Tottenham søndag blev knust med hele 0-5 af Liverpool hjemme på White Hart Lane, var løbet kørt for cheftræner André Villas-Boas.

Men reelt var portugiserens skæbne afgjort langt inden.

Se også: Eriksen-manager: Styrer jeg også holdet i weekenden?

For allerede i sommer, da Spurs under stor mediebevågenhed spenderede det svimlende transferbeløb, som Real Madrid slap for Gareth Bale, på septetten Naser Chadli, Erik Lamela, Vlad Chiriches, Roberto Soldado, Paulinho, Etienne Capoue og ikke mindst danske Christian Eriksen, slog forholdet mellem Villas-Boas og bestyrelsesformand Daniel Levy revner.

Villas-Boas havde gjort det klart, at han ønskede trioen Hulk, David Villa og João Moutinho, men Levy vendte tommelfingeren nedad og siden snuppede Chelsea Villas-Boas' næste ønskespiller, brasilianske Willian, for næsen af Spurs

I stedet blev Tottenhams tekniske direktør, italienske Franco Baldini, sat i sving på transfermarkedet, men Eriksen, Lamela, Chiriches og Chadli blev købt direkte mod Villas-Boas ønske. Det skriver Daily Mail torsdag.

Den teori bliver afvist af Les Ferdinand, der er en del af det midlertidige trænerteam

Portugiseren virkede dog aldrig synderlig opsat på at benytte danskeren, og før dennes debut kunne Tottenham-træneren ikke huske Christian Eriksens navn.

Se også: Tottenham i pokalfadæse

De indre linjer i Tottenham har i hele taget været præget af voldsomme magtkampe, hvor Baldini, den vikarierende træner og tekniske koordinator Tim Sherwood og Villas-Boas alle kæmpede om Daniel Levys gunst.

En kamp som portugiseren tabte, og som har betydet, at spillere som Eriksen og Lamela har fået yderst begrænset spilletid i Premier League.

Nu er Villas-Boas væk, og efter onsdagens pinlige Capitol One Cup-nederlag til West Ham ligner Sherwood bestemt ikke manden, der skal overtage posten permanent.

Se også: Swansea-back regner med Laudrup

Til gengæld kan der være godt nyt til Christian Eriksen.

For ifølge både engelske og hollandske medier har Tottenham kontaktet Ajax i bestræbelserne på at hente Frank de Boer som ny cheftræner.

Ifølge Daily Mirrror har Franco Baldini udpeget hollænderen som den perfekte afløser for den lidet succesrige André Villas-Boas, og hvis han kommer til London, har Eriksen udsigt til at få en træner, der kender og værdsætter hans kvaliteter. Spørgsmålet er så, om de Boer kan lokkes væk fra Amsterdam - og om han er villig til at skifte klub midt i sæsonen.

Ifølge hollandske Telegraaf vil de Boer ikke forlade Ajax midt i sæsonen, men det ventes, at hans repræsentanter alligevel skal mødes med Tottenham i de kommende dage

Se også: Bliver han den nye Tottenham-træner?

Til gengæld har FC Basel afvist meldingerne om, at schweizernes træner, Murat Yakin, har haft samtaler med englænderne.

0 kommentarer
Vis kommentarer