Fulham tester Viborg-spiller

Premier League-klubben Fulham har vist interesse for to af Viborgs ungdomsspillere. Den ene er i England for at prøvetræne og snakke kontrakt

Fulham, der nu styres af den tidligere Brøndby-træner René Meulensteen, tester endnu et ungt dansk talent (Foto: PA)
Fulham, der nu styres af den tidligere Brøndby-træner René Meulensteen, tester endnu et ungt dansk talent (Foto: PA)

Hos Fulham har de tilsyneladende et godt øje til unge danske fodboldknægte.

Premier League-klubben har allerede U/21-landsholdsspilleren Lasse Vigen Christensen på kontrakt, og som tipsbladet.dk skrev i går, er Randers-spillere Emil Riis i denne uge til prøvetræning i Vestlondon. 

Nu får de så selskab af endnu en dansk teenager. Rasmus Nørskov Larsen er lige nu i England for at indlede en uges prøvetræning, som afsluttes med en kamp for klubbens ungdomshold på fredag. Den 17-årige Viborg-spiller var allerede på besøg i Fulham for to uger siden, og invitationen til prøvetræning nummer to kommer med et klart budskab.

- Det er hensigten, at de vil tilbyde ham en kontrakt, ellers ville de aldrig invitere ham over igen. De tilbyder aldrig en kontrakt efter første prøvetræning, siger spillerens agent, Jens Steffensen, til tipsbladet.dk.

Rasmus Nørskov Larsen kan agere i både midterforsvaret og på venstre back, og da han var i London for to uger siden, havde han selskab af holdkammeraten fra Viborgs U/17-hold Frederik Fisker Nielsen. 

Se også: Randers-spiller til prøvetræning i Fulham

De to danner makkerpar i den centrale forsvar på holdet, og også Frederik Fisker Nielsen fik tilbuddet om at komme tilbage til Fulham. Et tilbud, han dog takkede pænt nej til.

- De ville også snakke kontrakt med ham, men han føler sig ikke klar. Det er sådan noget, man først fornemmer, når man er derovre, men de sagde, at de vil følge ham de næste to år, fortæller agenten Jens Steffensen om den 196 cm høje forsvarsspiller.

Rasmus Nørskov Larsen, der tog til England i går, har tidligere været inde omkring det danske U/17-landshold, og hvis alt går vel, kan han måske snart kalde sig Fulham-spiller.

- Vi skal snakke kontrakt senere på ugen, og så skal Viborg selvfølgelig også indover. Men han er klar til det og har sagt, at ”den chance vil jeg gerne tage”, siger Jens Steffensen om knægten, der har halvandet år tilbage af sin kontrakt med Viborg.

0 kommentarer
Vis kommentarer