Skarpe Suarez klar til tandløse Torres

Top mod flop: Den ene er der bid i, den anden er tandløs. Luis Suárez og Fernando Torres er historien om to angribere, der blev solgt på samme dag, mens hvis karrierer siden gik i hver deres retning

Luis Suarez er i skræmmende form. (Foto: AP)
Luis Suarez er i skræmmende form. (Foto: AP)

BIRMINGHAM (Ekstra Bladet):

Han er en angriber med i bid.

Luis Suárez bed 21. april i år Chelseas serbiske forsvarsmonster Branislav Ivanovic i armen på Anfield og fik efterfølgende ti spilledages karantæne.

I eftermiddag mødes de to på Stamford Bridge for første gang siden bidet, og der er stadig masser af bid i Suárez. Men nu på den gode måde.

Tilbage i foråret blev det ellers heftigt diskuteret, hvorvidt Liverpool-angriberen var en færdig mand i engelsk fodbold efter sin ugerning, men det spørgsmål har han selv på den mest effektive måde givet svaret på. 19 gange endda.

Se også: Legende roser Agger-bænkning

For efter bidet har 26-årige Suárez ikke lavet andet end at score mål – og Premier Leagues målkonge har holdt sig helt ude af de problemer, han ellers var ekspert i at drible sig ind i.

Han har hverken filmet eller taget med hænder. Han har hverken brugt forbudte ord om modstandere eller bidt dem.

Luis Suárez har kun scoret mål, og Liverpool-manager Brendan Rodgers tror, at bidet på Anfield var det sidste, vi så til sydamerikanerens mørke side:

– Jeg tror, at det vil vise sig at være et vendepunkt i hans karriere. Han har været fremragende, siden han kom tilbage – både på og uden for banen. Jeg forventer ikke, at der kommer noget tilbageslag.

Se også: Fransk minister om Anelka: Kvalmende hilsen

Luis Suárez kom til Liverpool 31. januar 2011 fra Ajax i en handel, der kostede Merseyside-klubben næsten 200 mio. kr.

Samme dag solgte The Reds Fernando Torres til Chelsea for 433 mio. kr.

Chelsea troede, at de havde lavet den gode handel, men historien har vist, at de nok skulle have brugt meget færre penge på en helt anden spiller.

For det var, som om den 29-årige spanske angriber lod målene blive i Liverpool, da han for snart tre år siden drog til London.

Se også: Laudrup: Vi tabte to point

Chelsea fik ikke den Torres, som de betalte så mange penge for. Der har været små lyspunkter, men langt det meste af tiden har Chelseas nummer 9 ’levet op’ til sit flopprædikat og leveret tandløse præstationer.

Chelsea-ejer Roman Abramovich har indtil videre betalt 25,5 mio. kr. for hvert Torres-mål, Liverpool er sluppet med 3,5 mio. kr. per Suárez-scoring.

Luis Suárez er stensikker starter i eftermiddag, mens Torres langtfra kan være sikker på at starte inde i dagens topkamp mod sin tidligere klub.

Det på trods af at hans konkurrenter til pladsen, Samuel Eto’o og Demba Ba, lider af en ordentlig gang målforkølelse.

Chelsea-manager José Mourinhos tre angribere har tilsammen lavet fem Premier League-mål i denne sæson, Luis Suárez står alene noteret for 19, selv om han på grund af sin lange karantæne først spillede Premier League-fodbold i 6. spillerunde.

Se også: Rooney tilbage mod Tottenham

Mourinho roste efter 1-0-sejren over Swansea Boxing Day det fantastiske målsnit, Suárez kan fremvise. Da snakken faldt på hans egne angriber, trak han på skuldrene.

Igen måtte han fremhæve deres arbejdsindsats i holdets tjeneste, for der var ingen mål at tale om. Eden Hazard hed matchvinderen mod Laudrups hold.

– Hvis de i anden halvdel af sæsonen scorer ti i stedet for fem mål, har vi større chance for at vinde titlen. De giver altid noget til holdet. Ingen mål, ingen sejrsmål. Okay, men de giver, hvad de kan, sagde José Mourinho.

Fernando Torres har ikke scoret mod Liverpool siden sit skifte til Chelsea og har også fortsat til gode at slå dem i Premier League.

Luis Suárez scorede i begge de indbyrdes opgør i sidste sæson og er forhåbentlig klar til udelukkende at lade fødderne tale på Stamford Bridge i eftermiddag.

1 af 2 Der har ikke været meget at skrive hjem om for Fernando Torres i Chelsea. (Foto: PA)
2 af 2 Luis Suarez er i skræmmende form. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer