Mourinho forsvarer Suarez-bid

- Alle begår fejl, udtaler Chelsea-manager Jose Mourinho om episoden, hvor Liverpools Luis Saurez bed Branislav Ivanovic i armen

Jose Mourinho er en mester i at aflede pressens opmærksomhed fra det, der sker på banen, til det, der foregår uden for stregerne. Men op til kampen mellem Chelsea og Liverpool har London-klubbens manager ikke gjort andet end at lægge en dæmper på en ellers delikat situation. 

Luis Suarez møder i dag Branislav Ivanovic, som angriberen bed i armen i foråret. Men Mourinho har ikke udnyttet situationen og pustet til konflikten, men udtalte i går, at Ivanovic selvfølgelig giver hånd til Suarez inden kampen, og nu udbygger portugiseren freden inden opgøret ved at forsvare uruguayanerens handling mod den serbiske forsvarsspiller. 

Se også: Mourinho: Ivanovic giver hånd til bidende Suarez

- Alle begår fejl. Alle spillere er forskellige, og de har alle sammen deres egen personlighed, siger Mourinho ifølge goal.com.  

- Man ser typisk deres personlighed skinne igennem efter sommerpausen, hvor de måske ikke har fået lov at forlade sin klub. Så er det op til dem at vise, om de alligevel vil kæmpe for klubben, eller om de vil hævne sig og derfor spiller dårligt. 

Suarez var i sommer på vej væk fra Liverpool, hvor både Real Madrid og Arsenal var ude efter angriberen. Men Merseyside-klubben ville ikke sælge ham, og han blev tvunget til at blive på Anfield. Mourinho mener dog ikke, at Suarez ligner en spiller, der bærer nag. 

Se også: Mourinho: Liverpool kan vinde Premier League

- Lige siden Suarez blev nødt til at blive i Liverpool, har han handlet eksemplarisk. Man kan se, at han stadig er motiveret, slutter Mourinho. 

Læs mere om fodbold på Tipsbladet.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer