Anelka forarget over racisme-anklager

Nicolas Anelka afviser, at hans kontroversielle jubelscene betyder, at han er racist eller antisemit. Han er blot anti-system.

Det er denne quenelle, der har skabt debat (Foto: Corbis)
Det er denne quenelle, der har skabt debat (Foto: Corbis)

Da Nicolas Anelka scorede for West Bromwich mod West Ham i lørdags, udførte han den såkaldte quenelle-hilsen. Det fik blandt andet Frankrigs sportsminister til at kalde ham racist, og FA har endda åbnet en sag omkring episoden. Det skyldes, at hilsenen af nogle betragtes som en nazi-hilsen, der er diskriminerende overfor jøder.

Hele miseren har skabt stor opstand i England, men hovedpersonen selv forsøger at lægge en dæmper på tingene. Det var blot en reference til manden, der har opfundet hilsenen, den franske komiker Dieudonné M’bala.

- Meningen med quenelle: anti-system. Jeg ved ikke, hvad ordet "religion" har at gøre med denne historie! Det er en Dieudonné. Hvad angår ministrene, som fortolker min quenelle på deres egen måde: det er dem, der skaber forvirring og kontrovers uden at vide, hvad den virkelig betyder, denne gestus, siger angriberen ifølge The Telegraph.

Hele sagen er ifølge ham blevet blæst ud af proportioner i medierne, og han slår fast, at han hverken er racist eller jødehader.

- Jeg beder folk om ikke at lade sig narre af medierne. Og selvfølgelig er jeg hverken racist eller antisemit, og jeg står fuldt ud bag min gestus, siger han. 

Bliver Anelka fundet skyldig af FA, kan han muligvis se frem til mindst fem spilledages karantæne.

0 kommentarer
Vis kommentarer