Medie: Bendtner presser på for Hull-skifte

Nicklas Bendtner satser benhårdt på at blive lejet ud til Hull i denne måned, skriver engelsk medie

Nicklas Bendtner efter scoringen mod Hull (Foto: AP)
Nicklas Bendtner efter scoringen mod Hull (Foto: AP)

Nicklas Bendtner scorede i går et vigtigt mål for Arsenal, da han kort før tid gjorde det til 1-0 i The Gunners' hjemmesejr på 2-0 over Cardiff i den engelske Premier League. Scoringen var danskerens anden i denne sæson, og man kan ikke komme udenom, at Bendtner har fået langt mere spilletid, end nogen havde regnet med før sæsonen - i virkeligheden var det vel de færreste, der troede, at danskeren i det hele taget tørnede ud for Arsenal på nuværende tidspunkt.

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at Bendtner forlader Premier Leagues tophold i løbet af denne måned, og især Hull - der trænes af Bendtners fodboldfar Steve Bruce - er gentagende gange blevet sat i forbindelse med den danske angriber.

Nu skriver eyefootball, at Nicklas Bendtner har presset på for et skifte til Hull - efter sigende ønsker han at blive lejet ud til klubben indtil kontraktudløb til sommer. På trods af at Bendtner har fået mere spilletid i Arsenal end ventet, er han stadig langt fra en nøglerolle, og det er i jagten på mere regelmæssig spilletid, at Bendtner søger væk.

Den danske landsholdsspiller forstuvede anklen i gårsdagens møde med Cardiff og må holde et par ugers pause - om det får nogle konsekvenser for et eventuelt januarskifte, kan kun tiden vise.

Arsenal-manager Arsene Wenger udtalte onsdag, at han regner med, at Nicklas Bendtner bliver i klubben resten af indeværende sæson.

Læs mere om fodbold på Tipsbladet.dk