Wenger bekræfter: Forsøgte at hente Lewandowski

Arsenal forsøgte at skrive kontrakt med Robert Lewandowski, men han var allerede på vej til Bayern München, fortæller Arsene Wenger.

Det kom ikke ligefrem som noget chok, da Bayern München i forgårs forkyndte for verden, at man havde skrevet kontrakt med Robert Lewandowski. Arsene Wenger og Arsenal forsøgte ellers også at hente polakken, men han var allerede så godt som Bayern-spiller for lang tid siden.

- Ja, vi undersøgte Lewandowski, men ærlig talt skrev han under med Bayern for halvandet år siden, det ved alle. De kunne først offentliggøre det nu, hvor han mangler seks måneder af sin kontrakt, siger Wenger ifølge Daily Mail.

Officielt: Dortmund-stjerne skifter til Bayern

Med tilgangen af Lewandowski kommer Bayern München til at have mere end rigeligt med gode angribere, og det kan måske skubbe Mario Mandzukic ud på et sidespor. Omvendt mangler Arsenal en angriber, og det kunne godt bane vejen for et skifte. 

Det bliver dog ikke allerede i januar, at Mandzukic flytter til London, men måske til sommer. 

- Lewandowski er i Dortmund til slutningen på sæsonen, og de vil ikke sælge Mandzukic nu - måske efter sæsonen, siger Wenger, som lige nu har både Nicklas Bendtner, Olivier Giroud og Theo Walcott på skadeslisten.

Læs mere om fodbold på Tipsbladet.dk