Dansk talent med i Fulham-triumf

Lasse Vigen Christensen fik seks minutter på banen, da Fulham besejrede Norwich med 3-0 i FA Cup'en

Danske Lasse Vigen Christensen fra Fulham er for alvor ved at bide sig fast i det engelske fodboldgræs. (Foto: PA/Stephen Pond)
Danske Lasse Vigen Christensen fra Fulham er for alvor ved at bide sig fast i det engelske fodboldgræs. (Foto: PA/Stephen Pond)

Efter to år i Fulham er det danske midtbanetalent Lasse Vigen Christensen måske endelig på vej til at bide sig fast i Premier League-klubbens førsteholdstrup.

Tirsdag aften fik U21-landsholdsspilleren for anden gang på 10 dage spilletid på Fulhams bedste mandskab, da holdet besejrede Norwich med 3-0 i en omkamp i FA Cuppens tredje runde.

Lasse Vigen Christensen, der i Danmark spillede ungdomsfodbold for Esbjerg og FC Midtjylland, kom på banen seks minutter før tid som afløser for Steve Sidwell.

TV: Se de bedste lækkerier fra Premier League

Selv om det ikke er blevet til mange spilleminutter, er der dog tale om en forbedring under den nye manager René Meulensteen, der ser ud til at have et bedre øje til klubbens unge talenter end forgængeren Martin Jol.

Det var dog en af de mere erfarne spillere, der bragte Fulham på vinderkurs efter et kvarters spil: Angriberen Darren Bent sendte bolden i nettet bag Mark Bunn i Norwich-målet, og så var tonen slået an.

Bendtner-agent: Han fokuserer kun på Arsenal

Ashkan Dejagah gjorde det til 2-0 kort før pausen, inden Sidwell sørgede for slutresultatet 3-0 midtvejs i anden halvleg.

Dermed er Fulham klar til fjerde runde, hvor der venter en udekamp mod Sheffield United.