Søndagens transferrygter: Man Utd jagter Cavani

Manchester United er på ny omdrejningspunktet for søndagens mange transferrygter

Edinson Cavani står angiveligt højt på ønskelisten hos David Moyes. Manchester United-manageren er i hvert fald fortrøstningsfuld i forhold til at bringe verdensstjerner til Old Trafford. (Foto:AP)
Edinson Cavani står angiveligt højt på ønskelisten hos David Moyes. Manchester United-manageren er i hvert fald fortrøstningsfuld i forhold til at bringe verdensstjerner til Old Trafford. (Foto:AP)

David Moyes er fortrøstningsfuld, selv om Manchester United endnu ikke har forstærket sin trup her 19 dage inde i transfervinduet.

Mesterklubben er kun blevet 'svækket' i form af afskeden med Anderson, der er sendt på låneaftale hos Fiorentina.

Men rygterne vælter ind med spillere, der sættes i forbindelse med Manchester United.

Torsdagens transferrygter: Udsalg i Chelsea?

I de engelske søndagsaviser nævnes mange navne, som kan være på vej til Old Trafford. Èt af dem er Paris St. Germain-bomberen Edinson Cavani, som Daily Star mener, at Moyes vil bringe ind.

Til trods for de mange rygter er der endnu ikke gået en ny profil ind ad døren hos mesterklubben. Men David Moyes er meget fortrøstningsfuld, når det handler om muligheden for at forstærke sin trup de resterende 12 dage af transfervinduet.

- De store spillere vil stadig til Manchester United, fordi vi er verdens største klub. Det bliver ikke noget problem at få de store navne til os, forsikrer David Moyes.

Her er en lille oversigt over rygtestrømmen blot 12 dage før transfervinduet smækker i.

Manchester United er parat til at bruge 15 mio. pund på Evertons Seamus Coleman, skriver Sunday People. De engelske mestre leder efter en højre back og er brændt varm på en af David Moyes tidligere spillere.

I dagens Sunday Mail sættes Chelseas Juan Mata, der er ude i kulden hos Jose Mourinho, i forbindelse med et skifte til rivalerne fra Manchester United. Spekulationerne handler om, at det kan blive en del af en handel, hvor Wayne Rooney skal gå den modsatte vej.

Lørdagens transferrygter: Ny Tottenham-konkurrent til Eriksen?

I det nordlige England elsker Newcastle de franske spillere. I øjeblikket har de 10 franskmænd i førsteholdstruppen. Nummer 11 kan snart være på vej. Newcastle sættes i forbindelse med Montpelliers midtbanespiller Remy Cabella, rapporterer Sunday Mirror.

Jack Rodwell slider med spilletiden hos stjernebesatte Manchester City. Nu åbner Manuel Pellegrini op for en lejeaftale for resten af sæsonen for den tidligere Everton-spiller, skriver The People.

Daily Star mener at vide, at der er en ny konkurrent på vej til Andreas Cornelius i kriseramte Cardiff. Den nye manager, Ole Gunnar Solskjær, skulle være ude efter Hannover-bomberen Mame Biram Diouf.

Thiago Silva kan være på vej hjem til AC Milan. Den nytiltrådte manager Clarence Seedorf vil have en profil til at stabilisere defensiven hos den kriseramte storklub. Hidtil har Milan haft ondt i økonomien, men Tuttosport rapporterer, at ledelsen er parat til at betale prisen for at bringe brasilianeren hjem til Milano.

Mundo Deportivo mener, at Real Madrid er i færd med at forberede sommerens transfervindue, hvor Bayern Münchens Thomas Müller står meget højt på ønskelisten. Han kan ligne en erstatning for Karim Benzema, der ser ud til at spille sin sidste sæson i kongeklubben.

Moyes afviser Mourinhos Rooney-spekulationer