'Arsenal skulle have købt Eriksen'

Engelsk fodboldkommentator kritiserer hundedyre Mesut Özil og skamroser 'billige' Christian Eriksen

Christian Eriksen har for alvor fundet formen hos Tottenham. (Foto: PA)
Christian Eriksen har for alvor fundet formen hos Tottenham. (Foto: PA)

Der blev jublet i den rød-hvide del af Nord-London, da Arsenal i sommer smed i omegnen af 380 mio. kroner for den tyske landsholdsstjerne Mesut Özil.

Siden har The Gunners gjort comeback på duksepladsen i Premier League, men ifølge den engelske fodboldkommentator Adrian Durham, der skriver klummer for Daily Mail og er radiovært på Talksport, så er det Arsenal evige rivaler, Tottenham, som har gjort den bedste midtbanehandel.

TV: Se Eriksens tre Premier League-mål

Spurs hentede som bekendt en vis Christian Eriksen i Ajax for kun en god fjerdedel af Özil pris.

Og ifølge Durham bør Arsene Wenger ærgre sig over den fordeling. For tyske Özil imponerede ikke i lørdagens 2-0 sejr over Fulham, mens formstærke Eriksen igen diskede op med en assist, da Swansea blev besejret 3-1.

- En spiller, der skuffede, var Mesut Özil, skriver Durham i Daily Mail.

- Han viste glimt af sin kvalitet, men i det store hele gled kampen forbi ham, På et tidspunkt kunne han ikke kontrollere en simpel aflevering fra Bacary Sagna. For 42 millioner pund forventer jeg bedre. Özil har leveret gode ting siden skiftet til Arsenal, men man kan ikke sige, at han er den mest indflydelsesrige spiller, revser Durham, der mener, at Arsene Wenger i stedet burde have hentet den langt billigere Christian Eriksen.

TV: Se Eriksen tale ønskeposition i dansk interview

- Ved at købe Özil for en rekordsum og give ham 140.000 pund om ugen, har Wenger bekræftet, at han har droppet det velmenende, men mislykkede projekt med ikke at spendere store beløb, hvor han satsede på unge spillere som Nicklas Bendtner, Johan Djourou og Denilson. Listen er lang, skriver Adrian Durham og fortsætter:

- Men det var slet ikke nødvendigt at bruge så meget på en enkelt spiller. Hvis Wenger kastede blikket tværs over Nord-London, kunne han se Christian Eriksen. En 21-årig spiller til 11 millioner pund, der kontrollerer kampene, styrer midtbanen og forsvarer og skaber på et tidspunkt, hvor Tottenham viser storform.

- Eriksen var den yngste spiller ved VM i 2010, men han kommer ikke til Brasilien, fordi Danmark ikke kvalificerede sig. Det gør Zlatan Ibrahimovic og Gareth Bale heller ikke, så det kan man ikke kritisere ham for. Hvis Wenger havde hentet Eriksen, ville hans projekt stadig være troværdigt, og han ville få en spiller, som var skabt til Arsenals spillestil, skriver Adrian Durham, der er helt klar i sin dom.

Se Eriksens drømmefrispark

- Özil er en fantastisk spiller, men hans renommé er i det store hele grundlagt på landsholdet. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om Wengers principper - og hans hold - ikke havde været bedre tjent med Eriksen. For fire år side anbefalede Dennis Bergkamp Eriksen til Wenger. Det er en skam, han ikke lyttede, men Arsenals tab er i høj grad Tottenhams gevinst, slutter Durham.

0 kommentarer
Vis kommentarer