Everton undsiger stjernespiller efter Anelka-støtte

Romelu Lukaku støtter sin ven Nicolas Anelka i sagen om sidstnævntes kontroversielle Quenelle-hilsen - i Everton er man ikke just begejstret

Nicolas Anelka risikerer en straf på fem dages karantæne eller mere for denne hilsen, som han demonstrerede efter en scoring for West Bromwich Albion. (Foto: SPO)
Nicolas Anelka risikerer en straf på fem dages karantæne eller mere for denne hilsen, som han demonstrerede efter en scoring for West Bromwich Albion. (Foto: SPO)

Everton-stjernen Romelu Lukaku har gentaget Nicolas Anelkas forklaring på, hvorfor han lavede en såkaldt 'Quenelle'-hilsen efter at have scoret i en kamp for West Bromwich Albion.

Den kontroversielle hilsen, der bruges flittigt af den franske komiker Dieudonné M'bala M'bala, har været sat i forbindelse med anti-semitisme. Ikke mindst fordi Dieudonné i sine shows angriber forskellige aspekter af jødedommen i en sådan grad, at han har fået otte domme for hatespeech i Frankrig.

- Han (Anelka) har været mit idol, siden jeg var barn, og det er han stadig, sagde 20-årige Lukaku i et interview med Sky Sports efter mandagens kamp mod netop Anelka og West Bromwich Albion.

Se også: Hovedsponsor skrider efter Anelka-dumhed

- Han burde ikke få karantæne for det. Han støttede bare en standup-komiker i Frankrig, så vi behøver ikke at gøre så meget ud af det. Jeg håber ikke, han får karantæne, for han er en spiller, folk vil se på banen, sagde Lukaku i et interview, der også senere blev lagt op på Evertons hjemmeside.

Video-klippet blev dog pillet ned fra Evertons hjemmeside, da man i klubben opdagede, at Lukaku ikke bare havde talt om mandagens kamp.

- Det var Romelus mening - den har han ret til at have, men det er ikke klubbens mening. Så snart vi så hans udtalelse, fjernede vi den fra vores hjemmeside for at minimere den gene, den kan have forvoldt, siger Evertons kommunikationschef Alan Myers ifølge Daily Mail.

Det engelske fodboldforbund FA undersøger i øjeblikket sagen og har givet Anelka en frist indtil 23. januar til at forklare sig. Den 33-årige franskmand står ifølge engelske medier til en straf på fem kampes karantæne.

Se også: Hård straf venter Anelka efter racistisk gestus

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere