Laudrup frygter fysiske West Ham

Michael Laudrup forventer en hård opgave i dagens udekamp mod West Ham.

(Foto: AP)
(Foto: AP)

West Ham ligger lige under stregen i Premier League, inden London-klubben i dag tager i mod Michael Laudrup og Swansea. Kampen er vigtig for den danske manager, eftersom et nederlag kan betyde, at waliserne for alvor bliver trukket med ned i den ubehagelige nedrykningskamp. 

Laudrup forventer da også en hård kamp mod et fysisk stærkt West Ham-mandskab, der tidligere har givet Swansea store problemer.

- Vi ved, at vi i nogle Premier League-kampe vil have mindre fysisk styrke end vores modstander. West Ham er et fysisk stærkt hold, så jeg tror, mine spillere ved, hvad de skal forvente, siger Laudrup forud for kampen på Upton Park.

Den danske manager frygter især London-klubbens dødbolde, selvom Laudrup påpeger, at Swansea i netop den fase af spillet har forbedret sig.

- Det bliver en vanskelig eftermiddag for os, men vi har håndteret dødbolde fint i denne sæson. Antallet af mål indkasseret efter hjørnespark og frispark er markant lavere end sidste sæson, lyder det fra Laudrup.

West Ham - Swansea fløjtes i gang klokken 13.45.  

0 kommentarer
Vis kommentarer