Se kanonmål redde Tottenham fra pinligt nederlag

Tottenham måtte nøjes med et enkelt point på udebane mod Hull. Paulinho sørgede for det ene point med et kanonmål

Tottenham formåede ikke at vaske onsdagens 5-1-nederlag til Manchester City væk og måtte nøjes med et enkelt point på udebane mod Hull City.

Gæsterne pressede på det meste af kampen, men havde svært ved at kreere oplagte muligheder mod et kompakt Hull-mandskab.

Se også: TV: Matchvinder med drømmefrispark

Brasilianske Paulinho fik et kvarter inde i anden halvleg hul på bylden, da han med et kanonmål ekspederede bolden i kassen via undersiden af overliggeren.

Paulinhos tordenstøvler har dermed sørget for, at Tottenham fortsat har scoret i alle Premier League-kampe under den nye manager Tim Sherwood - hvilket er en stime på otte kampe.

Christian Eriksen spillede en mindre rolle i forbindelse med målet, da han lagde et frispark af til Danny Rose, som hamrede den fladt ind i feltet til Paulinho.

Se Paulinhos hammer i tv-klippet herunder:

TV: Her sikrer Paulinho point til Tottenham

Forinden havde Shane Long i første halvleg bragt hjemmeholdet i front, hvilket er den tidligere WBA-spillers første mål for sin nye klub. Samtidig er det første gang Hull finder netmaskerne i 2014.

Resultatet betyder, at Tottenham for første gang med Sherwood i spidsen lider pointtab på udebane. Dermed er London-klubben nummer seks i ligaen - to point efter Liverpool på fjerdepladsen.

Resultater fra 24. spillerunde i Premier League:

Newcastle-Sunderland 0-3 (0-2)
0-1 Fabio Borini (19. minut/str.). 0-2 Adam Johnson (23. minut). 0-3 Jack Colback (80. minut)
Tilskuere: 52.280

West Ham-Swansea 2-0 (2-0)
1-0 Kevin Nolan (27. minut). 2-0 Kevin Nolan (45. minut)
Udvisning: Andy Carroll, West Ham (59.)
Tilskuere: 31.848

Everton-Aston Villa 2-1 (0-1)
0-1 Leandro Bacuna (34. minut). 1-1 Steven Naismith (74. minut). 2-1 Kevin Mirallas (85. minut)
Tilskuere: 36.000

Fulham-Southampton 0-3 (0-0)
0-1 Adam Lallana (64. minut). 0-2 Rickie Lambert (70. minut). 0-3 Jay Rodriguez (76. minut)
Tilskuere: 24.000

Stoke-Man. Utd 2-1 (1-0)
1-0 Charlie Adam (38. minut). 1-1 Robin van Persie (47. minut). 2-1 Charlie Adam (52. minut)
Tilskuere: 26.000

Cardiff-Norwich 2-1 (0-1)
0-1 Robert Snodgrass (5. minut). 1-1 Craig Bellamy (50. minut). 2-1 Kenwyne Jones (51. minut)
Tilskuere: 26.748

Hull-Tottenham 1-1 (1-0)
1-0 Shane Long (12. minut). 1-1 Paulinho (61. minut)
Tilskuere: 24.932

WBA-Liverpool 1-1 (0-1)
0-1 Daniel Sturridge (24. minut). 1-1 Victor Anichebe (67. minut)
Tilskuere: 26.132

Arsenal-Crystal P. 2-0 (0-0)
1-0 Alex Oxlade-Chamberlain (47. minut). 2-0 Alex Oxlade-Chamberlain (73. minut)
Tilskuere: 60.005

Man. City-Chelsea 0-1 (0-1)
0-1 Branislav Ivanovic (32. minut)
Tilskuere: 47.364.

0 kommentarer
Vis kommentarer