Manglende Laudrup-disciplin: Kliker, druk og klager

Spillerne havde mistet tilliden til deres danske manager og savnede meget mere disciplin, ifølge engelsk avis

Hvad nu, Laudrup? (Foto: PA)
Hvad nu, Laudrup? (Foto: PA)

Ingen disciplin. Druk på træningslejren og utilstrækkelig træningsindsats.

Nej, det var bestemt ikke kun de manglende resultater, der var årsag til, at Swansea-ledelsen tog den drastiske beslutning og fyrede Michael Laudrup i går aftes. I hvert fald ikke hvis man skal tro de engelske medier.

Se også: Laudrup fyret i Swansea

Under Laudrup kom Swansea ind i en spillemæssig krise, hvor der var langt mellem sejrene, og det besnærende spil ikke fungerede.

Senest leverede det walisiske mandskab en decideret elendig indsats mod West Ham, hvor intet fungerede - trods Swansea undervejs spillede med en mand i overtal.

Klubben ligger kun to point over nedrykningsstregen i den uhyre tætte bundstrid i Premier League, og man frygter en nedrykning i klubben.

Ifølge The Mirror var Laudrups manglende disciplin blevet et stort problem i truppen. Og det var ligeså meget Laudrups ageren på træningsbanerne, der kostede danskeren jobbet.

Avisen skriver, at mange spillere åndede lettede op med Laudrups fyring, fordi den manglende disciplin, klikedannelser og dårlig stemning i omklædningsrummet havde gjort, at mange mistede tilliden til deres danske manager.

Forholdet - eller rettere det manglende forhold - til klubboss Huw Jenkins er kendt af mange, og mange havde fornemmet, hvilken vej det gik, da Jenkins åbent fortalte flere spillere og agenter, hvem klubben gik efter i sommerens transfervindue, at spillerne skrev kontrakt med Swansea og ikke med Michael Laudrup, fordi han var på vej væk.

Endnu en vigtig faktor i fyringen af Laudrup var også det elendige forhold spillertruppen imellem, senest beskrevet med det voldsomme træningssammenstød mellem den nu midlertidige manager Garry Monk og Laudrups spanske forsvarskrumptap, Chico, hvor sidstnævnte skulle have truet Monk med en mursten. En batalje, der endte med politianmeldelse, men efterfølgende forsøgt tysset ihjel.

Se også: Laudrup-profil truede holdkammerat med mursten

De mange spaniere i truppen bidrog ikke ligefrem til den gode stemning, og til sidst var klikedannelserne blevet så slemme, at der blev indført en regel om, at kun tre spaniere må sidde ved samme bord til frokosterne.

De utilfredse spillere brokkede sig også over, at Laudrup var fraværende, ikke var interesseret i ordentlig træning og sågar skulle have nægtet at træne, når det regnede. Lidt et problem i et regnfyldt kontinent som det britiske...

Problemerne i truppen fortsatte, da klubben var på træningslejr i Dubai. Laudrup udstak kun en enkelt regel; spillerne skulle være klar ved bussen kl. 11 og senest være tilbage på hotellet kl. 1 om natten.

Se også: Swansea-fans i chok: Hvad helvede sker der!?

Det medførte, ifølge The Mirror, at meget af træningslejren blev brugt på druk i stedet for træning. Den manglende disciplin frustrerede spillerne, og betød, at flere spillere gik til formand Jenkins og brokkede sig over Laudrups manglende træning og disciplin.

Og nu er Laudrup fortid i Swansea.

0 kommentarer
Vis kommentarer