Manchester United-chef vifter med pungen

Manchester Uniteds næstformand lægger op til et meget aktivt sommertransfervindue for klubben, der vil forstærke sig markant

Rio Ferdinand er en af de spillere, der formentlig skal erstattes til sommer (Foto: AP)
Rio Ferdinand er en af de spillere, der formentlig skal erstattes til sommer (Foto: AP)

Manchester Uniteds problemer på banen kan måske løses uden for. For pengene er der til forstærkninger, og til sommer kommer de forsvarende mestre til at være enddog svært til stede på transfermarkedet.

Der skal såvel hentes store profiler ind, som der skal sendes spillere ud af svingdøren i den engelske storklub, truer klubbens næstformand, Ed Woodward.

- Man kan roligt sige, at vi er fokuserede på at styrke truppen. Vi kigger også på nogle spiller i truppen, som måske kan blive solgt til sommer. Vi vil ikke nødvendigvis forsøge at sælge et stort antal spillere, for det kan have en destabiliserende effekt, men vi er ikke bange for at gå ind i markedet på en måde, som vi måske ikke har set de senere år, siger Woodward ifølge The Mirror.

Woodwaard er parat til at bruge store summer, og efter flere år med mindre aktive transfervinduer under Alex Ferguson, skal der nu til at ske en større omskiftning i den trup, der netop nu ikke er bedre end til en syvendeplads i Premier League.

- Hvis du ser på det historiske antal til- og afgang af spillere, har vi haft omkring tre salg og tre køb hvert år, og det er muligt, at vi vil gøre mere end det, men jeg kan ikke forudsige, hvordan det vil ende ud. Det er en dynamisk situation, og markedet selv kan åbne muligheder, siger Woodward.

Nemanja Vidic har allerede meldt sin afgang til sommer, mens rygterne om Rio Ferdinands farvel også summer over Carrington. Hvad der skal den anden vej, er der endnu masser af forskellige bud på, men det bedste må lyde på en central midtbanespiller og forstærkninger til et noget svingende forsvar.

0 kommentarer
Vis kommentarer