Dommen over Tottenham-indkøb: Eriksen imponerer alle

The Guardian-journalisten Amy Lawrence kender Tottenham bedre end de fleste, og hun er imponeret over klubbens danske midtbanespiller

Christian Eriksen jubler sammen med Roberto Soldado. (Foto: PA)
Christian Eriksen jubler sammen med Roberto Soldado. (Foto: PA)

Når du kommer til som spiller fra en liga i et andet land, så er første sæson i England som regel en 'tilvænnings-sæson'.

En sådan gennemgår de syv nye spillere i Tottenham, Christian Eriksen, Erik Lamela, Vlad Chiriches, Étienne Capoue, Roberto Soldado, Nacer Chadli og Paulinho nu i London-klubben, men tempoet Eriksens tilvænning er sket i, har fået Tottenham-eksperten Amy Lawrence fra The Guardian til at spærre øjnene op.

- Han har været den mest stabile i tilvænningssæsonen, siger hun til Ekstra Bladet om Christian Eriksens præstationer.

Se også: 'Eriksen er et af klubbens bedste køb nogensinde'

Hun er er fodboldjournalist hos den anerkendte britiske avis The Guardian, og hun har blandt andet Tottenham som stofområde.

- For en dreng på 21, der kommer til et andet land med en anden stil for fodbold og større krav, så er det klart, at det ikke ville blive let.

- Men han har givet mange prøver på sine exceptionelle evner, og når han kan det i en sæson, hvor Tottenham har haft utrolig meget intern uro i klubben, hvad kan det så ikke blive til, når der falder ro på, lyder det retoriske spørgsmål fra Tottenham-eksperten.

SE ERIKSENS FEM PREMIER LEAGUE-MÅL I TOPPEN AF ARTIKLEN

Hun maner dog også til ro, for det hele har ikke været en dans på roser for den danske midtbanespiller:

- Der har været perioder, hvor han har haft svært ved at komme på holdet, og i andre perioder har han haft svært ved at sætte sit præg på holdet.

- Han har spillet under to meget forskellige trænere i sin korte tid i klubben (André Villas-Boas og Tim Sherwood, red.), så det har gjort det svært for ham. Samtidig skifter Sherwood også meget rundt på pladserne.

Se også: Engelske medier i ekstase over ustyrlig Eriksen

Amy Lawrence har holdt et ekstra vågent øje med den unge danske landsholdsspiller, siden hun imponeret forlod hans debutkamp mod Norwich tilbage i september, hvor hans strålede og var med i opbygningen til begge mål i 2-0-sejren.

- Han lignede en spiller, man skal bygge et hold omkring. Det er altså imponerende for en knægt på 21, siger hun.

Der er ved at falde ro over Tottenham, der dog kan stå over for et managerskifte igen til sommer, da tingene har været meget svingende under Tim Sherwood.

Se også: TV: Eriksen: Jeg burde have scoret hattrick

Men roen vil komme til Tottenham, og den vil komme Eriksen til gode. Og fremtiden ser lys ud for Christian Eriksen i London-klubben.

- På et tidspunkt vil der komme en fast kerne af spillere omkring ham, og når han kender deres løbemønstre ... Jeg tror ikke, vi har set det bedste fra Eriksen endnu, lyder det fra Amy Lawrence, der glæder sig til at følge Eriksens udvikling:

- Det bliver rigtig spændende at se, hvor han er på dette tidspunkt næste år.

Christian Eriksen, Erik Lamela, Vlad Chiriches, Étienne Capoue, Roberto Soldado, Nacer Chadli og Paulinho har haft meget forskellige starter på tilværelsen i Tottenham og Premier League.

Ekstra Bladet har vurderet deres præstationer i denne sæson herunder. Sæt også din egen liste.

0 kommentarer
Vis kommentarer