WBA-talent nægter søgsmål mod holdkammerat

Engelske aviser spekulerer i, at Saido Berahino vil sagsøge en holdkammerat for en overfald i omklædningsrummet, men det afvises nu.

Saido Berahino (th.) jubler med en holdkammerat (Foto: AP)
Saido Berahino (th.) jubler med en holdkammerat (Foto: AP)

Saido Berahino blev syndebukken, da WBA spillede 3-3 mod Cardiff i weekenden, og den unge West Bromwich-spiller skulle ifølge engelske rygter efterfølgende være røget i karambolage med en holdkammerat, der havde set sig sur på Berahino, som fik skylden for Cardiffs udlignende mål i de døende minutter.

Berahino har angiveligt været ude med en hovedskade siden, og mens det virker sandsynligt, at der har været skærmydsler i omklædningrummet efter kampen, så afviser Berahino rygterne om, at han skulle være klar til at sagsøge den holdkammerat, der røg i flæsket på ham.

- Jeg vil ikke starte et søgsmål mod nogen holdkammerat. Jeg fokuserer kun på lørdagens kamp mod Norwich. Siger Berahino kortfattet i en meddelelse, som klubben har sendt ud.

West Bromwich kæmper for overlevelse i bunden af Premier League, hvor klubben har tre point ned til netop Cardiff, der ligger under stregen.

0 kommentarer
Vis kommentarer