Liverpool-boss ikke i tvivl: Vi kan vinde titlen

Brendan Rodgers er ikke i tvivl om, at kan hans spillere holde hovedet koldt, så kan Liverpool blive mestre

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Næsten ud af ingenting er Liverpool blevet et af de mest seriøse bud på en engelsk mester denne sæson. Kun de lettere naive havde dem med i favoritfeltet i starten af sæsonen, men Brendan Rodgers og den røde angrebsmaskine har taget Premier League med storm, og Liverpool-manageren ser ingen grund til, at de ikke kan gøre arbejdet færdigt.

- Jeg har hele tiden sagt, at jeg føler, at når presset kommer, så kan spillerne modstå det. De kan spille på det her niveau uden frygt. Du kan se deres selvtillid. Der er ingen nervøsitet, intet pres, siger Brendan Rodgers til The Mirror.

Se også: Agger-makker vil absolut ikke til Napoli

Den nordirske succestræner har mere eller mindre givet sine spillere frie tøjler på banen, så længe de indordner sig under hans regler omkring træning og disciplin udenfor Anfield.

- Vi arbejder hårdt med presspillet på bolden, og spillerne ved, at begår de en fejl, så tager jeg skylden for den.

Se også: - Som at vælge, hvem der skal stjæle min kone

Rodgers tror, mesterskabet kan havne i Beatlesbyen, men han ved også, at det er nødvendigt ikke at fokusere på andet end den næste kamp.

- Det handler om godt og gammeldags hårdt arbejde, fokus og koncentration. Der er 18 point at spille om, men vi kan kun tage tre af gangen. Kampen mod West Ham (på søndag, red,) bliver en svær opgave, men vores selvtillid er god, siger Liverpool-manageren.

Se også: Utrolige Suárez overhaler Premier League-legender

Uanset om det lykkes at nappe titlen foran pengegiganterne fra Manchester City eller Chelsea, så er Rodgers stolt af sit arbejde i Liverpool og det kæmpe fremskridt, hans hold har gjort i denne sæson.

- Det er et kæmpe privilegium at være her og få friheden til arbejdet. Vi prøver at skabe noget holdbart.

- Det er fantastisk, at fansene nu har håbet (om mesterskabet, red.). Det nyder jeg virkelig. Det er derfor, jeg har arbejdet så hårdt, siden jeg som ung rejste rundt i Europa og lærte om de bedste hold. Det er derfor, jeg blev manager.

0 kommentarer
Vis kommentarer