TV: Eriksen redder søvnige Spurs

Danskeren udlignede smukt i dommerens tillægstid, efter at West Bromwich havde chokstartet med mål efter henholdsvis 27 og 231 sekunder og ført 3-0

Christian Eriksen spillede på ny en hovedrolle for Tottenham med sin udligning til 3-3. (Foto: AP/Rui Vieira)
Christian Eriksen spillede på ny en hovedrolle for Tottenham med sin udligning til 3-3. (Foto: AP/Rui Vieira)

Man kommer ikke sovende til en succes, lyder et mundheld.

Til gengæld kan man så sandelig sove sig til en fiasko, og det var præcis, hvad Christian Eriksen og Tottenham var godt på vej til i udekampen mod West Bromwich, før danskeren til sidst, og tre minutter inde i dommerens tillægstid, trådte smukt i karakter med et par hurtige træk i et overbefolket straffesparksfelt, før han kanonerede udligningen til 3-3 op i målhjørnet.

Det var danskerens syvende sæsonmål, men inden da var både han og London-klubben kommet gevaldigt ned på jorden efter mandagens dansker-opvisning mod Sunderland.

Se også: Sherwood: Tager til læge, hvis spekulationerne stopper

Der blev holdt et minuts stilhed til minde om ofrene for Hillsborough-katastrofen før kick off, og Tottenham-spillerne var tilsyneladende ikke kommet ud af dvalen, da dommer Neil Swarbrick fløjtede op.

Og det gjaldt i særdeleshed Danny Rose, der i venstre side blev rundbarberet af Morgan Amalfitano, som heller ikke blev nævneværdigt generet af Christian Eriksen, da han slog et fladt indlæg, som via Hugo Lloris’ hænder landede hos Matej Vydra.

Og så gjorde den tjekkiske lejesvend fra Udinese sig historisk, da han efter 27 sekunder scorede West Bromwich’ hurtigste mål nogensinde – og det hurtigste scoret mod Tottenham i Premier League.

Chokstarten vækkede dog ikke Tim Sherwoods tropper, for bare 204 sekunder senere gik det galt igen. Også denne gang fra venstre side, hvor Eriksen snublede, så Steven Reid kunne slå endnu et indlæg. En halvskidt hovedstøds-clearing senere helflugtede Chris Brunt 2-0 føringen ind bag franskmanden.

En indsats, der fik BBC-kommentator Steve Claridge til at bemærke, at mens Christian Eriksen ‘er en fantastisk spiller, så manglede hans defensive opbakning’.

Se også: Ny stor Eriksen-ros: Han bliver ENDNU bedre

Efter et kvarter fik gæsterne dog chancen for at bringe sig tilbage I kampen. Morgan Amalfitano skubbede Danny Rose ud af kurs i feltet, men Emanuel Adebayor valgte at konvertere straffesparket med tilbagelænet arrogance. Ben Foster kunne nærmest lægge sig ned og redde det svage indersidespark.

Så var det Younes Kaboul’s tur til at slumre, da han med hovedet begik en ufrivillig assist til Stephane Sessegnon, der fra banens midte kunne løbe fra Vlad Chiriches og gøre det til 3-0 efter en halv time.

Derefter må værterne have fået ondt af de gavmilde gæster, for der kom en gave retur et minut senere, da Jonas Olsson gled ind i Aaron Lennons tværpasning, så bolden sprang over Ben Forster.

Tim Sherwood har muligvis benyttet et vækkeur i pausen, for Tottenham kom lidt mere koncentrerede ud til anden halvleg, hvor først Lennon var tæt på med et fladt skud, før Eriksen forsøgte sig direkte mod det korte hjørne på et frispark helt ude ved sidelinjen. Ben Foster var dog vågen i begge tilfælde.

Christian Eriksen kom mere og mere i boldbesiddelse, og reduceringen lurede længe.

Den kom tyve minutter før tid, da Lennon gik til baglinjen og fandt Harry Kane, der headede i mål.

Kort efter headede Adebayor til danskeren, der tog bolden med sig med en god førsteberøring men ramte bolden helt skævt på sin afslutning. En skævert, som Danny Rose dog overgik, da han ti minutter før tid høvlede en åben chance halvvejs ud af Birmingham.

Se også: Agger er klar til topbrag

Tottenham havde stadig svært ved at skabe åbninger i modstandernes forsvar, men til sidst skabte Eriksen den altså selv.

Med dagens resultat kan Spurs dog nok alligevel vinke endegyldigt farvel til fjerdepladsen, mens Albions tog et lille skridt væk fra bundregionen.

0 kommentarer
Vis kommentarer