Crystal Palace redder ny sæson i Premier League

Crystal Palace vandt 1-0 ude over West Ham og nåede dermed sit sæsonmål om en ny sæson i Premier League

Cameron Jerome fra Crystal Palace runder West Hams Pablo Armero i lørdagens kamp på Upton Park. (Foto: AP)
Cameron Jerome fra Crystal Palace runder West Hams Pablo Armero i lørdagens kamp på Upton Park. (Foto: AP)

Med fem sejre på stribe er oprykkerholdet Crystal Palace sikker på endnu en sæson i den bedste engelske fodboldrække.

Lørdag vandt Crystal Palace med 1-0 ude over West Ham, og det afgjorde definitivt, at holdet også er at finde i Premier League i næste sæson.

Inden sejren over West Ham havde Crystal Palace på imponerende vis vundet over topholdet Chelsea, Cardiff, Aston Villa samt Everton. Det må siges at være noget af en sæson-slutspurt.

Crystal Palaces centrale midtbanespiller og anfører Mile Jedinak udnyttede sikkert et straffespark efter næsten en times spil til at gøre det til 1-0.

Det var West Hams Pablo Armero, som lidt unødvendigt og klodset fik fældet Cameron Jerome i feltet, så dommeren kun kunne pege på pletten.

Flere mål blev der ikke scoret i opgøret, og resultatet betyder, at West Ham stadig ikke er sikret endnu en sæson i ligaen.

West Ham har med 37 point på 12.-pladsen dog ikke størst grund til at frygte nedrykning, da Fulham og Cardiff under stregen har 30 point og kun tre kampe tilbage af sæsonen.

Se også: TV: Se West Hams smukke hyldest til død spiller

Cardiff og manager Ole Gunnar Solskjær havde mulighed for at komme op på siden af Norwich, som har 32 point, lige over nedrykningsstregen, men det endte med et skuffende 1-1-resultat hjemme mod Stoke.

Aston Villa spillede 0-0 hjemme mod Southampton. Det ene point betød, at Aston Villa nu har 35 point.

Swansea vandt en uhyre vigtig 2-1-sejr ude over Newcastle, som ellers var foran med 1-0 i kampen.

To mål af angriberen Wilfried Bony - det sidste på straffespark i overtiden - sørgede for de tre point til Swansea, som nu har 36 point.

Se også: Eriksen bag endnu en Tottenham-triumf

0 kommentarer
Vis kommentarer