TV: Podolski og Ramsey udspiller Hull

Arsenal besejrede Hull City 3-0 i Premier League - igen scorede tyske Lukas Podolski to mål for klubben

Lukas Podolski var i hopla mod Hull. (Foto: AP)
Lukas Podolski var i hopla mod Hull. (Foto: AP)

Om en lille måneds tid står Arsenal og Hull over for hinanden på Wembley Stadium og skal afgøre, hvem der skal have FA Cuppen med hjem.

Efter søndagens Premier League-opgør mellem de to hold er der nok ingen tvivl om, at Arsenal er favorit i den kamp. London-klubben vandt uden ret meget besvær med 3-0 over oprykkerne fra Hull.

Det skete ikke mindst takket være Lukas Podolski. Tyskeren sad ude stort set hele efteråret og havde inden dagens kamp kun spillet fuld tid i to af sæsonens 34 hidtidige Premier League-kampe.

Men han er tilsyneladende kommet op i omdrejninger nu, for efter at have lavet to mål i 3-1-sejren over West Ham forleden, gentog han kunststykket mod Hull.

Lige inden pausen afsluttede han et flot Arsenal-angreb til stillingen 2-0, efter at Oliviers Girouds indlæg var blevet brysttæmmet af Aaron Ramsey, som scorede kampens første mål.

Se Ramseys kanonoplæg:
Var Ramseys superoplæg med vilje?

Kort efter pausen slog Podolski så til igen i en situation, hvor han stod helt rigtigt og med en inderside kunne sætte riposten i mål, efter at Ramseys skud var blevet blokeret.

Det kunne Hull ikke rigtigt svare igen på. Hjemmeholdet fik i det hele taget ikke ret meget ud af anstrengelserne, bortset fra et skud på stolpen i første halvleg.

Hjemmeholdet kan dog trøste sig med, at Arsenals sejr sender gæsterne tættere på den fjerdeplads, som i givet fald vil udløse en automatisk Europa League-plads til Hull.

Kampen kostede i øvrigt Arsenals Mikel Arteta en tand. Efter en nærkamp med modstandernes Shane Long spyttede spanieren en fortand ud og spillede videre.

0 kommentarer
Vis kommentarer