Trods Moyes-bommert: Sir Alex vælger afløseren

Manchester United har indledt jagten på David Moyes' efterfølger og Alex Ferguson får en ledende rolle i den proces trods fejlvurderingen for blot et år siden

Alex Fergusons ord kommer til at veje tungt, når den nye United-manager skal udpeges - trods fejlcastingen af David Moyes sidste år (Foto: Jon Super/AP).
Alex Fergusons ord kommer til at veje tungt, når den nye United-manager skal udpeges - trods fejlcastingen af David Moyes sidste år (Foto: Jon Super/AP).

Efter 27 år som manager på Old Trafford trådte Alex Ferguson sidste år tilbage fra den prominente position. En af den i dag 72-årige skottes sidste store handlinger var at udpege sin 21 år yngre landsmand David Moyes som ny mand i Manchester Uniteds managersæde. Det var en fejlvurdering af rang, som tidligt tirsdag morgen endte med en regulær fyring af den tidligere Everton-manager.

Men 13 engelske mesterskaber, fem FA Cup-finalesejre og to Champions League-triumfer giver en vis snor, og Manchester United er slet ikke færdig med at rådføre sig hos klubbens mest vindende manager nogensinde - trods Fergusons eklatante fejlvurdering af Moyes' evner til at føre klubben videre.

Se også: United-ekspert: Skal bruge én mia. kr. på spillere

Britiske The Guardian vurderer nemlig, at det i høj grad bliver op til Alex Ferguson at vælge, hvem der skal efterfølge katastrofemanager Moyes og midlertidig manager Ryan Giggs til den kommende sæson.

Formelt er det Uniteds bestyrelse og klubbens amerikanske ejere, der har det endelige ord at skulle have sagt, men i praksis bliver det op til Sir Alex at udpege den nye manager. Og det er prominente navne, der er i spil på Old Trafford, hvor bestyrelsen har vurderet, at der ikke er råd til flere satsninger med managere uden erfaring fra øverste, internationale hylde.

Se også: Her er favoritterne til at afløse Moyes



Se også: Van Gaal takker nej til Spurs i håb om United-job

Klar favorit til at tage over efter Moyes er i skrivende stund Louis van Gaal trods det faktum, at den 62-årige hollænder først vil være klar til at overtage United-tøjlerne efter VM-slutrunden, hvor han står i spidsen for Oranje.

Lige efter van Gaal på favoritlisten kommer Carlo Ancelotti, som måske får løbepas på Bernabéu, hvis ikke enten Champions League-titlen eller det spanske mesterskab - og helst begge - havner i Real Madrid. Til italienerens fordel tæller, at han angiveligt skulle have et særdeles godt personligt forhold til Alex Ferguson.

Se også: Se prisen: United slipper 'billigt' fra Moyes-fyring



Se også: 9 grunde til Moyes' fyring

Atlético Madrids succesmanager Diego Simeones navn nævnes også i kandidatfeltet, men forventes, på grund af sin korte trænerkarriere hidtil, blot at være en del af et større outsiderfelt, hvor også Juventus-træner Antonio Conte - der har taget privatundervisning i engelsk for at være klar til at prøve kræfter med Premier League - også vurderes at befinde sig.

Dortmund-oraklet Jürgen Klopp ønsker angiveligt ikke at forlade Westfalen og altid aktuelle José Mourinho vurderes ikke at kunne frikøbes fra sin Chelsea-kontrakt.

Se også: Manchester United belønnet efter trænerfyring Manchester United belønnet efter trænerfyring

Det er alle disse spekulationer, Alex Ferguson skal igennem de kommende uger, inden han ender med at skulle pege endegyldigt på sin kandidat over for Uniteds bestyrelse og ejere - trods sit Moyes-fejlskud for omkring et år siden.

Se også: United-ekspert: Skal bruge én mia. kr. på spillere

FAKTA: Blå bog om David Moyes

* Navn: David William Moyes

* Født: 25. april 1963, Skotland (50 år)

Trænerkarriere:

* 1998 til 2002: Manager i Preston North End som han i sin trænerperiode førte fra 3. division til i sæsonen 2000-01 at spille om oprykning til Premiere League, som de dog tabte.

* 2002 til 2013: Manager i Everton F.C.. Blev flere gange kåret til "Manager of the Year".

* 2013 til 2014: Manager i Manchester United. Overtog posten, efter at legenden Alex Ferguson trak sig tilbage. Moyes og Manchester United havde oprindeligt skrevet en seksårig kontrakt.

Kilder: soccerbase.com, bold.dk

Ritzau

FAKTA: Sådan er det gået United under Moyes

Manchester United har tirsdag valgt at fyre David Moyes, som end ikke fik en hel sæson i mesterklubben.

9. maj 2013 annoncerer Manchester United, at David Moyes tager over som manager efter Alex Ferguson. Moyes ansættes på en seksårig kontrakt og begynder 1. juli 2013.

22. april 2014 meddeler Manchester United, at Moyes er fyret.

Sådan er det gået for United under Moyes:

Premier League:
* Manchester United ligger lige nu nummer syv med 57 point efter 34 kampe (38 kampe i sæsonen). Dermed er United ude af spillet om Champions League-billetter og får meget svært ved at nå Europa League.

* I sæsonen 1991/1992 blev Manchester United nummer 2 i Premier League, og siden er holdet endt i top-3 alle sæsoner indtil denne sæson, hvor de holdet realistisk får svært ved at nå højere op end den øjeblikkelige 7.-plads. Top-fire er ikke muligt at nå - ikke engang i teorien.

* Den elendige indsats i Premier League sættes i relief af, at United taber begge ligaopgør mod lokalrivalerne fra Manchester City, mod ærkerivalerne fra Liverpool og sågar mod Moyes tidligere klub, Everton.

Champions League:
* United leverer en godkendt indsats. Vinder den indledende gruppe, slår Olympiakos ud i 1/8-finalen, inden holdet i kvartfinalen taber samlet til Bayern München.

Pokalturneringer:
* I FA Cuppen taber United i tredje runde skuffende hjemme 1-2 til Swansea.

* I den lille pokalturnering - Capital One Cup - taber United efter straffespark til Sunderland i semifinalen.

FA Community Shield:
* 11. august 2013 vinder Manchester United med Moyes i spidsen FA Community Shield - en kamp mellem mesteren og FA Cup-vinderen. United slår Wigan 2-0.

Ritzau

0 kommentarer
Vis kommentarer