Favoritter til United-job melder fra på stribe

Udadtil er der ingen, der har givet udtryk for, at de er interesseret i at afløse den fyrede David Moyes

Carlo Ancelotti trives i Madrid og vil ikke være Manchester United-manager. (Foto: AP)
Carlo Ancelotti trives i Madrid og vil ikke være Manchester United-manager. (Foto: AP)

Man skulle tro, at et managerjob i Manchester United stod højt på ønskelisten hos de fleste fodboldtrænere.

Men flere af de varmeste kandidater til at afløse den fyrede David Moyes hos sidste sæsons Premier League-vindere har indtil videre sagt pænt nej tak, når pressen har spurgt, om de var interesseret.

Først var det Borussia Dortmunds succestræner Jürgen Klopp, der fortalte, at han var rigtigt godt tilfreds med at arbejde for klubben fra Ruhr-distriktet.

Se også: Første ændring med Giggs ved United-roret

Og fredag har både Carlo Ancelotti fra Real Madrid og José Mourinho fra Chelsea afvist, at de er i spil til jobbet.

- Lige nu er jeg meget glad for at være i Madrid. Jeg er så heldig, at jeg arbejder i den bedste klub i verden.

- Jeg har stor respekt for United, selv om jeg ikke kunne lide det, der skete med David Moyes, men dette er stedet for mig, siger han til AFP.

Se også: Ferguson: Det er oprørende

Mourinho gjorde det også meget klart, at han er loyal mod Chelsea, hvor han har fejret mange triumfer.

- Jeg forlod Real Madrid specifikt for at komme til Chelsea. Jeg har skrevet under på en fireårig kontrakt, og jeg har sagt til klubben, at de ikke skal bekymre sig, for jeg vil aldrig smutte.

- Så nu er jeg her så længe, som de vil have mig. Intet andet job kan få mig væk fra Chelsea, siger portugiseren.

Se også: Van Gaal vil have United-legende med til Manchester

Indtil videre haster det heller ikke med at finde en ny manager. Den mangeårige United-spiller Ryan Giggs står frem til sommerpausen med ansvaret for holdet, der ikke længere har det store at spille for.

Manchester United ligger for øjeblikket på syvendepladsen og er uden chance for at kvalificere sig til næste sæsons Champions League-turnering.

0 kommentarer
Vis kommentarer