Giggs: Jeg sov ikke i nat

Den midlertidige Manchester United-manager fik en forrygende start på sin tid i slips på sidelinjen på Old Trafford

Manchester United-veteranen Ryan Giggs fik en drømmestart på sin tid i jakke og slips på Old Trafford, hvor han siden 1990 har pisket sidelinjen tynd i rød trøje og hvide shorts.

Den midlertidige manager satsede på rutine i sin første kamp i spidsen for den engelske storklub, og det gav pote med en 4-0-sejr over nedrykningstruede Norwich med Wayne Rooney og Juan Mata som dobbelte målscorere.

- Jeg nød det. 4-0 er en drømmedag for os. Jeg er virkelig tilfreds med indsatsen. Det er rart at slutte dagen, som vi gjorde - med at score mål og skabe chancer. I pausen mindede jeg spillerne om, at tempoet skulle være højere, og de reagerede positivt, siger den 40-årige United-legende til Sky Sports.

Se også: TV: Drømmemål fra midten i Swansea-sejr

- Jeg sov ikke i nat. At holde spillere som Juan Mata ude af startopstillingen var svært, og det er en position, jeg aldrig før har været i. Jeg er også en af deres holdkammerater.

- Jeg sagde det til dem alle sammen personligt, og nogle af dem blev kede af det, men ingen af dem surmulede. Og bare se på Juans reaktion - han er en ægte prof, sagde Giggs, hvis mandskab førte knebent med 1-0 ved pausen, før han sendte Mata på banen i anden halvleg. Og det ændrede meget.

Trods drømmestarten på sin managerkarriere har Giggs ikke ændret holdning - han tænker stadig blot på de fire kampe, der resterer i sæsonen, og ikke en eventuel udnævnelse til permanent manager.

Se også: Drømmedebut til Giggs

- Jeg tænker kun på de fire kampe. Mit næste job er at forberede spillerne på kampen mod Sunderland.

- Jeg kunne have stillet med to forskellige hold, for spillerne har reageret fremragende. Jeg stoler på dem alle. Jeg ønskede erfaring på holdet i dag, fordi jeg vidste, at det ville blive en følelsesmæssigt ladet kamp, og de svigtede mig ikke. Vi har alle svigtet os selv i denne sæson. Vi har ikke spillet op til det niveau, vi kan, men det gjorde vi i dag. De skal vise det samme niveau mod Sunderland.

- Jeg har ikke haft tid til at træne i denne uge, men jeg vil træne igen mandag, og jeg kan ikke vente, til jeg kommer tilbage på banen, siger den 40-årige veteran til Sky Sports efter sin managerdebut.

Resultater fra 36. spillerunde i Premier League:

Southampton-Everton 2-0 (2-0)
1-0 Antolin Alcaraz (1. minut/selvmål). 2-0 Seamus Coleman (31. minut/selvmål)
Tilskuere: 31.313

Fulham-Hull 2-2 (0-0)
1-0 Ashkan Dejagah (55. minut). 2-0 Fernando Amorebieta (58. minut). 2-1 Nikica Jelavic (75. minut). 2-2 Shane Long (87. minut)
Tilskuere: 25.700

Stoke-Tottenham 0-1 (0-1)
0-1 Danny Rose (33. minut)
Udvisning: Ryan Shawcross, Stoke (52.)
Tilskuere: 26.021

Swansea-Aston Villa 4-1 (2-1)
1-0 Wilfried Bony (10. minut). 1-1 Gabriel Agbonlahor (22. minut). 2-1 Jonjo Shelvey (26. minut). 3-1 Pablo Hernandez (73. minut). 4-1 Wilfried Bony (90. minut)
Tilskuere: 20.701

WBA-West Ham 1-0 (1-0)
1-0 Saido Berahino (11. minut)
Tilskuere: 26.541

Man. Utd-Norwich 4-0 (1-0)
1-0 Wayne Rooney (41. minut/str.). 2-0 Wayne Rooney (49. minut). 3-0 Juan Mata (64. minut). 4-0 Juan Mata (73. minut)
Tilskuere: 75.208

Sunderland-Cardiff 4-0 (2-0)
1-0 Connor Wickham (26. minut). 2-0 Fabio Borini (45. minut/str.). 3-0 Emanuele Giaccherini (76. minut). 4-0 Connor Wickham (86. minut)
Udvisning: Cala , Cardiff (45.)
Tilskuere: 42.397

0 kommentarer
Vis kommentarer