TV: Liverpools gulddrøm knust?

En stor Gerrard-brøler satte Liverpool tilbage i mesterskabskampen, da Chelsea vandt med 0-2 på Anfield

Mesterskab ligger langt væk fra Liverpool efter nederlaget på 0-2 til Chelsea. (Foto: AP/Jon Super)
Mesterskab ligger langt væk fra Liverpool efter nederlaget på 0-2 til Chelsea. (Foto: AP/Jon Super)

Det er ikke mange dage siden, Liverpools 33-årige kaptajn og klubmand, Steven Gerrard, stortudede og råbte sine kammerater mod mesterskabet inde midt på banen, efter han og Liverpool besejrede Manchester City med 3-2.

Men måske er dét mesterskab langt væk. Og Gerrard bliver måske heller aldrig engelsk mester, som han drømmer om. Det kan han primært takke sig selv for. Det var nemlig englænderen, der var skyld i kampens første scoring, som grundlagde Chelseas 2-0-sejr søndag. Dermed kan Liverpool definitivt ikke selv afgøre mesterskabskampen.

Allerede efter få minutter testede Ashley Cole Simon Mignolet i Liverpool-kassen, men belgieren kunne se bolden hele vejen.

Liverpool havde også en stor mulighed efter bare 10 minutter. Her var det Luis Suarez, der slog en bold over til bageste stolpe, hvor Philippe Coutinho ikke fik ordentlig ram på bolden, der endte i sidenettet.

Og få minutter senere dumpede en bold ned i Chelsea-feltet til Mamadou Sakho, der sparkede langt over mål.

Flere gange appellerede begge hold for straffe. Først Suarez, da han faldt som en vingeskudt gråspurv i feltet og fem minutter før pausen, da Mohamed Salah sparkede en bold op på hånden af Jon Flanagan. Men ingen af gangene blev der dømt straffe.

Få minutter før pausen skete det. Der blev scoret. Men desværre for Liverpool var det Chelsea, der bragte sig foran. Inde på midten gled Steven Gerrard med bolden, og Demba Ba stak af sted med den i dybden og scorede fladt bag Mignolet til 1-0.

Se Steven Gerrard glide Chelsea mod sejr:
TV: Glider mesterskabet Gerrard af hænde her?

Efter pausen forsøgte Liverpool af få en udligning. Den mission forstod Joe Allen, da han fra kanten af feltet satte en strakt vrist på en nedfaldsbold. Men Mark Schwarzer i målet var ude med sine 41 år gamle arme og parere det yderlige skud væk.

Lige efter Allens slangehug slog Chelsea tilbage. Andre Schürrle trak ind i banen og sendte en skruet bold af sted, men Mignolet klarede forsøget.

Suarez faldt sammen
Efter de fine forsøg fra distancen lukkede Chelsea mere og mere af, og i takt med det, blev Liverpool-spillerne tilsvarende frustrerede. Suarez forsøgte sig på egen hånd med et par skarpe driblinger, men den ellers så skarpe uruguayer var ikke i nærheden af sit topniveau.

Han slog ud med armene og pegede på sine holdkammerater. Mens Suarez ærgrede og brokkede sig over sit og holdkammeraternes svage spil nærmede kampen sig sin afslutning. Til allersidst så det dog ud som om, at Suarez alligevel ville blive den store helt give Liverpool dét ene point, der til sidst kan være nok for at vinde mesterskabet. Men igen var Suarez for uskarp, da han sparkede på overliggeren.

I stedet var det Chelseas Willian, der kunne prikke bolden i tomt mål til 2-0, da Liverpool oversatsede til sidst og blottede sig bagude.

Se Willian lukke opgøret:

Willian afgør: Mourinho i vildt jubelløb!

Nederlaget betyder at Manchester City kan blive mester, hvis de vinder deres sidste fire kampe. Klokken 17 besøger de Crystal Palace.

Resultater fra 36. spillerunde i Premier League:

Southampton-Everton 2-0 (2-0)
1-0 Antolin Alcaraz (1. minut/selvmål). 2-0 Seamus Coleman (31. minut/selvmål)
Tilskuere: 31.313

Fulham-Hull 2-2 (0-0)
1-0 Ashkan Dejagah (55. minut). 2-0 Fernando Amorebieta (58. minut). 2-1 Nikica Jelavic (75. minut). 2-2 Shane Long (87. minut)
Tilskuere: 25.700

Stoke-Tottenham 0-1 (0-1)
0-1 Danny Rose (33. minut)
Udvisning: Ryan Shawcross, Stoke (52.)
Tilskuere: 26.021

Swansea-Aston Villa 4-1 (2-1)
1-0 Wilfried Bony (10. minut). 1-1 Gabriel Agbonlahor (22. minut). 2-1 Jonjo Shelvey (26. minut). 3-1 Pablo Hernandez (73. minut). 4-1 Wilfried Bony (90. minut)
Tilskuere: 20.701

WBA-West Ham 1-0 (1-0)
1-0 Saido Berahino (11. minut)
Tilskuere: 26.541

Man. Utd-Norwich 4-0 (1-0)
1-0 Wayne Rooney (41. minut/str.). 2-0 Wayne Rooney (49. minut). 3-0 Juan Mata (64. minut). 4-0 Juan Mata (73. minut)
Tilskuere: 75.208

Sunderland-Cardiff 4-0 (2-0)
1-0 Connor Wickham (26. minut). 2-0 Fabio Borini (45. minut/str.). 3-0 Emanuele Giaccherini (76. minut). 4-0 Connor Wickham (86. minut)
Udvisning: Cala , Cardiff (45.)
Tilskuere: 42.397

0 kommentarer
Vis kommentarer